Vintertræning med remtræk og skivebremser

Updated: november 18, 2015

1

Den perfekte vinterlandevejscykel kan være mange ting. Mange benytter en brugt racer, der har set sine bedste dage, mens andre foretrækker en cross-cykel med pigdæk. Men vælger man en god, solid citybike med sportsligt præg, får man en allround-cykel med mange muligheder og fordele. Cykel-Motion Danmark har prøvekørt en Cube Hyde Race.

Af Peter Christiansen

Langt de fleste foretrækker sol og sommer frem for køreforhold, som er kendetegnet ved slud, sne og salt. Men med en dansk gennemsnitsvinter, der ofte starter sidst i november og varer til midt i marts, må man se i øjnene, at der hvert år er en mørk og sjappet periode, der bare skal overstås. Nogle klarer det ved at henlægge vinterens træning til lune og komfortable spinning-lokaler, mens andre investerer i en home-trainer. Men så er der alle dem, der bare må udendørs hver dag og opleve årstidernes skift samt følelsen af frisk vind i ansigtet.

Og her kan en citybike for alvor komme ind i billedet.

Gode komponenter
Mit valg faldt på en spændende nyhed fra Cube – nemlig den sidste generation af Hyde Race-modellen. Cyklen hører hjemme i kategorien ”citybike”, men dens egenskaber, det enkle og rå design samt flere af komponenterne gør, at den bevæger sig over i en sportslig retning.

3
Udstyret med vendbare spd-klikpedaler og skærme er cyklen klar til både bykørsel og vintertræning

På Hyde Race er både stel og forgaffel fremstillet i aluminium, og cyklens samlede vægt ligger på 12,3 kilo. Stellet er double butted, og det er forstærket i stress-punkterne, så det giver større stivhed og bedre kraftoverførsel. Rammen har desuden en åbning, der tillader indvendig kabelføring.

Udstyret med Shimano Alfine SL-S7000 har cyklen otte indvendige gear. Disse er stort set vedligeholdelsesfrie, og de skifter præcist. Sadlen – en SDG Rock City – har racerpræg, men er samtidig komfortabel at sidde i.

Hyde Race’en er udstyret med hydrauliske Shimano BR-M355 skivebremser, og man har valgt samme model, som også er monteret på flere af CUBEs mountainbikes. Selv om det endnu er relativt sjældent, man ser skivebremser på en citybike, vil det givetvis vinde mere og mere frem, og i dette tilfælde er det med til at løfte Hyde Race-modellen et niveau op i forhold til traditionelle citybikes.

2
Cube har anvendt Shimanos BR-M355 skivebremser, der også bruges på mountainbikes

Ud over skivebremserne er der ét punkt mere, hvor den nye Hyde Race-model skiller sig ud. Den er udstyret med et Gates Mudport remtræk.

Flere fordele
En del producenter, blandt andet Raleigh og TREK, har tidligere introduceret remtræk på deres cykler, og nu er CUBE kommet med på vognen. Men et alternativ til det traditionelle kædetræk er langt fra nogen ny ide, for remtræk til cykler blev præsenteret allerede i 1890, og i starten af 1900-tallet blev flere motorcykelmodeller trukket af læderbælter.

Men der er sket meget, siden de første forsøg blev gjort, og en ny, moderne rem er lavet af carbon. Det indebærer flere fordele. En carbonrem har større holdbarhed end en traditionel kæde, så den skulle kunne holde dobbelt så længe, og den knækker ikke. I modsætning til en traditionel metalkæde, der strækkes over tid og bliver slap, bevarer de stærke carbonfibre styrken i remmen, så den vil altid være stram, og man skal ikke spænde efter. Stramheden betyder også, at kraftoverføringen er kontant og let på samme tid. Der er en væsentlig vægtbesparelse at hente, da metaldelene erstattes af et letvægtsmateriale, og remtrækket er desuden mere lydløst end en kæde.

4
En moderne rem er lavet af carbonfibre

Den helt store fordel er imidlertid, at remtrækket stort set er vedligeholdelsesfrit, og da jeg testede cyklen i decideret dårligt vejr, viste det sig at være et stort plus. En traditionel kæde er modtagelig over for vand, salt og grus på vejene, så den skal renses og smøres jævnligt, især om vinteren. Men det er helt anderledes med en rem – den skal bare skylles med vand, og på få sekunder er den som ny. Remmen skal ikke smøres, og benytter man cyklen til og fra arbejde, får man ikke olie på bukserne.

Selv om der er mange fordele ved remtræk, er der dog også visse begrænsninger. En rem er ikke designet til sidelæns bevægelse, så den kan ikke anvendes til udvendige gear og køre frem og tilbage over kassetten. Derfor er remtræk – i hvert fald indtil videre – kun brugbart på fixie-bikes samt cykler med indvendige gear. Linjen fra forreste til bagerste tandhjul skal være helt lige, da en lille skævhed vil forårsage et forkert træk og et større slid, så i denne sammenhæng er en traditionel kæde mere fleksibel. Sidst, men ikke mindst, er det ikke alle cykelhandlere, der har remme på lager, så skulle uheldet være ude, kan der være ventetid på en ny erstatningsrem.

6

Velkørende
Målt på sine egne præmisser – der er ikke tale om en racer, men om en citybike – er Hyde Race-cyklen virkelig et positivt bekendtskab. Cyklen er så velkørende, at den uden problemer kan anvendes til vintertræning, i hvert fald for langt de fleste motionister, og har man brug for en street-cykel, får man en smart og opsigtsvækkende en af slagsen.

Benyttes Hyde Race-modellen som træningscykel, skal man være opmærksom på et par forhold, der giver en anden køreoplevelse, end man får på en traditionel racer. Først og fremmest er den samlede vægt af ramme og komponenter et par kilo højere, end det er tilfældet med en alu-racer, men de 12,3 kilo gør ikke Hyde Race-modellen decideret tung.

Det andet forhold går på kørestillingen og dermed aerodynamikken. Det lige styr giver en mere oprejst stilling og dermed brydes vinden ikke optimalt. Men i praksis fornemmede jeg ikke i løbet af testperioden, at det var noget større problem, så længe vinden bevægede sig under syv-otte sekundmeter. Men i modvind med mere end ti sekundmeter styrke kunne jeg dog godt savne et lavere greb i styret.

Dækkene – Schwalbe Road Cruiser 42 x 622 – giver naturligvis en større rullemodstand end almindelige racerdæk, men til gengæld giver den større kontaktflade også større stabilitet ved vinterkørsel.

Sidst, men ikke mindst, er der gearene. Hyde Race-modellens otte gear giver færre variationsmuligheder end de 20 – 22 gear, som de fleste racercykler er udstyret med. I mindste gear kommer cyklen 2,40 meter frem pr. pedalomdrejning, så her kan Hyde Race’en sagtens matche en standard racergearing (min træningsracer flytter sig 2,90 meter i laveste gear), og cyklen vil uden problemer kunne bestige krævende Alpetoppe som fx Mont Ventoux. Til gengæld kan man godt savne et ekstra gear, når hastigheden – i medvind og ned ad bakke – nærmer sig de 40 kilometer i timen. Hvor min racercykel flytter sig 9,50 meter i højeste gear, siger tallet 6,50 for Hyde Race-modellens vedkommende. For mit vedkommende var det i praksis blot en tilvænningssag, at jeg skulle ”nøjes” med otte gear. Under normale forhold benytter jeg under halvdelen af de kombinationsmuligheder, min racercykels gear byder på, og i løbet af et par ture fandt jeg Hyde Race-modellens otte gear tilstrækkelige. Min test bød på adskillige bakker med stigningsprocenter over ti, og muligheden for de høje hastigheder var kun sporadiske, så jeg fornemmede, at gearingen var tilstrækkelig – i hvert fald til mit motionist-niveau!

5
Tråddet er helt lydløst

Opfylder alle vigtige parametre
Min samlede konklusion er særdeles positiv. Hyde Race-modellen er stort set vedligeholdelsesfri, og den har tilstrækkelig robusthed til, at man kan anvende den ude året rundt. Men trods robustheden har cyklen samtidig så megen lethed over sig, at den også kan køre stærkt. Udseendet er flot, og både skivebremserne og remtrækket differentierer cyklen fra de gængse citybike-modeller. Og … jeg bliver nødt til at vende tilbage til det endnu en gang … det vedligeholdelsesfrie gearsystem og den vedligeholdelsesfrie rem er befriende at køre rundt med i sjap-perioden. Som kombineret citybike og vintertræningscykel opfylder Hyde Race’en alle cykelmotionistens væsentlige parametre, og cyklen vil uden tvivl være min faste følgesvend de næste mange vintre.

Fakta:

Model: CUBE Hyde Race
Importør: Biketoyz – www.biketoyz.dk
Pris: 8.299,- kroner.
Vægt: 12,3 kg
Særligt: Skivebremser (Shimano BR-M355) og remtræk (Gates Mudport 113).