Specialized S-Works Crux – 2014/15 cross projekt

Updated: september 14, 2015

Specialized-S-Works-Crux
Årets crosscykel-projekt blev i år primært til mig selv, men også Sebastian Fini fik kørt nogle runder på den under DM i U23, hvor han vandt guld. Hjulene har været lånt ud til både Sebastian og Simon Andreassen, vores nykårede verdensmester i junior cross, så de har fået kørt både DM, World Cups og VM. De sidste tre år har det været en fast plan, som har indbefattet en cykel, div. løb, DM og så en til to artikler om det.

Af Henrik Jappe, fotos Henrik Jappe og GripGrab Media Crew.

Men jeg havde lyst til at bygge noget helt særligt high end og med noget af det nyeste udstyr, der er lavet specifikt til cross. De oplagte mærker at se på var derfor Specialized, som jo havde den regerende verdensmester Zednek Stybar kørende på en Specialized S-Works Crux, en Colnago Prestige, Ridley X-Night, Giant, Focus og Trek med Sven Nys som deres helt store profil.

Jeg fik undersøgt priser på Specialized, Ridley og Colnago. Alle toprammer til formålet, men med lidt forskellig tilgang til rammen og egenskaber. Da jeg allerede har en 2012 Ridley X-Night, en teamcykel fra Team Sunweb Napoleon Games, skulle valget stå mellem Specialized og Colnago, selvom jeg har været yderst tilfreds med min Ridley og elsker dette cross dedikerede mærke.

De to lå nogenlunde lige på prisen, men Webike hjalp mig med en ekstra god pris på Specialized stellet, hjulsæt fra Roval og øvrige dele, så som styr, sadel og frempind.

En kontakt til importfirmaet Cycleservicenordic, og den eftertragtede SRAM CX1 cross specifikke 1×11 speed gruppe var hjemme til formålet. Super behandling og hurtig levering.

Sammen med Sebastian fik jeg samlet cyklen og testet den af inden løbene, og den kom til at se således ud:

Ramme: Specialized S-Works Crux 2014/15, Fact11 carbon, til skivebremser, med almindelige QR for og bag og Ceramic Speed lejer i krankboksen

IMG_5722

Styr: Specialized S-Works Shallow Bend Carbon

styr

Frempind: Specialized S-Works SL Alu.

IMG_5729

Sadelpind: Specialized CG-R Carbon
Sadel: Specialized Phenom Pro med carbon rails

sad

Styrbånd: Supacaz Cavendish Edition

Supacaz-Cavendish-edition-styrbånd

Gruppe: SRAM CX1 1×11 speed med narrow/wide 40 tands klinge foran, Exact actuation bagskifter, 11-36 tands kassette og hydrauliske bremser med 2 x 140 mm skiver.

8

Hjul: Roval Rapide CLX 40 SCS, 40 mm høje carbon hjul til lukkede ringe og med Ceramic Speed lejer
Dæk: Specialized Terra Tubular, limet på.

hjul

Cyklen har ikke kørt mange løb i sæsonen, men den deltog bl.a. i DM, hvor jeg fik skrabet en 4. plads hjem, tæt i baghjulet på Ole Egeblad. I U23 kørte Sebastian på sine egne Specialized cykler og et par runder på min. Det blev til en sikker guldmedalje til ham.

Jeg har fået trænet en del på den, og der er ingen tvivl om at stellet er af den mere aggressive cross type præcis som min Ridley. Jeg var lidt i tvivl om, jeg skulle tage en 54 cm eller 56 cm og valgte 54 cm til mine 180 cm i håb om at kunne bygge en mere kompakt og aggressiv cross-racer. Det lykkedes fint, og jeg fik det off set mellem sadel og styr, jeg ønskede. Kombineret med Shallow Bend styret fungerer det super, når der skiftes mellem greb i bukningen og oppe på styret. Det er min oplevelse, at jeg med hydrauliske bremser ikke behøver lige så mange skift ned i bøjlen, som med cantilever bremser, idet de hydrauliske er lettere at modulere og bremser meget kraftigere. Jeg valgte en 10 cm frempind, så mit reach også blev perfekt. S-Works stellet er lavet af Fact11 carbon, som er topkvalitet og med specifikt carbon lay up til opnåelse af de rigtige cross egenskaber i stellet. Det er uhyre let, stift i accelerationer og styring, men giver også lidt komfort i bagstagen. Sadlen er med Specialized Zertz indsats, som også giver dæmpning til den gamle krop.

Hjulene fra Roval var en ny oplevelse for mig. Selv om jeg har et par til min MTB, er det jo vidt forskellige ting. De er bare lækre, stive og snurrer rundt i evigheder med lejer fra Ceramic Speed. De er bygget op om nav fra DT Swiss med 240 indmad, samt 24/24 eger DT Swiss Revolution, så det bliver næsten ikke bedre, og med en vægt på 1290 gram er de race ready!!

Dækvalg i cross er jo en videnskab i sig selv. Jeg valgte det gode all round mønster på Specialized Terra Tubular. Det ligner til forveksling Challenge Limus og gør det godt i mudder og tungt føre. Klart at et tørt spor er oplagt til andre dækmønstre, men med limede ringe er det ikke helt uden besvær at skifte hele tiden og alternativt i flere hjulsæt er slet ikke oplagt som glad amatør. Let the legs do the talking.

Gruppen fra SRAM har jo været lidt af en revolution i cross, præcis som deres XX1 gruppe har været det i MTB. Det er langt hen ad vejen samme teknologi, de bruger til CX1 gruppen, med en narrow/wide klinge foran, der kan fås i flere forskellige størrelser, samt deres meget kraftige bagskifter med Exact Actuation og Roller Bearing Clutch, som sikrer hhv. hurtige og præcise skift, samt en tilstrækkelig kraftig fjeder/clutch til, at kæden hele tiden holdes på én-klingen foran, uden forskifter. Det skal dog bemærkes, at ikke alle, jeg kender, har været lige tilfredse med ”énklinge uden forskifter”-systemet, da de har oplevet kæden blive smidt, når der har været meget mudder. Tilsyneladende har de lidt firkantede narrow/wide tænder en tilbøjelighed til at holde bedre på mudder og dermed trykke kæden af. Jeg har selv kørt med SRAM XX1 og nu CX1 uden problemer og ved, at andre producenter, som har forsøgt sig med narrow/wide teknologien, ikke har været lige så gode. Som med alt andet nyt skal det testes, længe og grundigt, før man kan vide sig helt sikker, og i cross er der mange konservative ryttere, som holder fast i cantilever bremser og 2×10 speed set up. Det fungerer jo også rigtig godt, men bare fra 2013/14 til 15 er antallet af hydrauliske skivebremser og 1×11 speed CX1 set up eksploderet, så mon ikke 2015/16 sæsonen bliver det endelige opgør med canti-bremser og 2×10, til hydrauliske bremser, 1x11speed og 2×11 speed Di2 lignende systemer. I cross er Shimano Di2 blevet uhyre populært, kombineret med deres gode hydrauliske bremser, så næste sæson bliver også et opgør mellem SRAM og Shimano, og kommer Shimano mon med en 1×11 speed cross variant, når de nu har introduceret det i MTB?

SRAM-CX1-11-speed
SRAM CX 1×11 speed

Vi vil forsøge at få testet nogle 2015/16 crosscykler allerede efter sommerferien, så du kan læse om dem tidligt ift sæson start. Så følg med i bladet og på vores hjemmeside.