Sort kaffe og hvide sokker

Updated: juli 3, 2016

Sort-kaffe

Tolv tidligere topryttere, alle danske, har sat sig sammen og udvekslet erfaringer. Selv om rytterne indbyrdes er meget forskellige – flokken består af både bane- og landevejsryttere samt etapeløbs- og klassikerspecialister – er man enige om én ting: Skal man færdes på landevejen, kræver det takt og tone.

Af Peter Christiansen

Allerede i bogens forord bliver det slået fast, at man ikke drikker kaffe med hjelm på, at racercyklen skal være ren, når man møder op til træning, og at Francesco Moser er den cykelrytter gennem tiderne, der har haft den bedste stil.

Og netop stil – eller rettere sagt god stil – er et af nøglebegreberne, når man arbejder sig gennem de 254 sider i Sort kaffe og hvide sokker. Hvordan sætter man sin cykelkasket på den helt rigtige måde? Hvilken farve skal sokkerne have? Og må man snakke med profferne, hvis man som almindelig motionist kommer med på en sponsoreret træningstur. Alt det får man svar på i den stærkt underholdende Sort kaffe og hvide sokker, og skulle nogen være i tvivl om det sidste spørgsmål, er svaret absolut nej. Tænk engang, hvis man hiver en professionel rytter med sig i et styrt. Rytteren mister millioner af kroner, hvis han brækker kravebenet, og holdet mister resultater.

”Det vigtigste er, at motionisterne overhovedet ikke blander sig i rytternes skift. De må ikke være en del af kæden”, fastslår Dan Frost, der som sportsdirektør på Saxo Bank oplevede, at cyklende gæster ligefrem kørte op og begyndte at fotografere de professionelle ryttere under træningen.

Cyklingens Emma Gad
Sort kaffe og hvide sokker er kort sagt en ”Cyklingens Emma Gad”. Og for alle os, der er kommet ind i cykelsporten som motionister og ikke via licensløb, er bogen en guldgrube af nyttige comme il faut-betragtninger. Hør for eksempel, hvad Dan Frost mener om ekstra kropsbehåring: ”De der lange bakkenbarter, som blev lanceret af Bradley Wiggins, er altså et no-go! Det ser åndssvagt ud, og så opfanger fuldskæg også guirlander af snot. Ærlig talt, jeg kunne ikke forestille mig at se Riis med skæg og snotguirlander”.

Men én ting er, hvordan man ikke skal føre sig frem. En anden er, hvordan man gør en god figur, når man tager cykeltøjet på og sætter sig op på den tohjulede. Og på netop dét punkt er cykelsporten leveringsdygtig i den ene stjerne efter den anden. Set med danske briller er det oplagt at nævne Matti Breschel, for med to VM-medaljer hører han til i toppen af hierarkiet, men inden cykelkarrieren for alvor begyndte, arbejdede Breschel i New York som model. Andre glamourøse stjerner er Eddy Merckx og Mario Cipollini, og sidstnævnte gjorde absolut intet for at nedtone sit image. Tværtimod! Cipollini, der var kendt som notorisk skørtejæger, var berømt for at stille op i kropsnære muskeldragter eller indskrive sig til løbene iklædt romersk toga. Han blev arresteret for at træne motorpace på en italiensk autostrada, og han udtalte på et tidspunkt: ”If I weren’t a professional cyclist, I’d be a porn star”. Kedelig var Cipollini absolut ikke.

Men stjernen over dem alle, er – i hvert fald ifølge bogen – italienske Francesco Moser, som både vandt Giro’en og VM, ligesom han i 1984 erobrede timeverdensrekorden. Ingen kunne sætte kasketten så elegant som han, hverken for højt eller for lavt, og han mestrede den aerodynamiske kørestilling til perfektion. Som bogen udtrykker det: ”Moser var en toplirens væddeløber”.

Tematisk opdeling med rytterportrætter
Bogen er ikke én lang beretning. Den er bygget op omkring forskellige temaer, der kan læses uafhængigt af hinanden. Ud over kapitler om træning og kost, kan man læse om cykler, rytternes interne hierarki og rivalisering mellem stjernerne. Alle kapitler byder på relevant stof, men personligt synes jeg, at kapitel to – om den rigtige stil – er bogens bedste og mest underholdende. Som afslutning på hvert kapitel er der et rytterportræt, og her kan man læse om bogens danske bidragydere, der alle har tilhørt den internationale cykelelite. I forbindelse med hvert kapitels portræt er der desuden anbefalinger til gode træningsture, og man præsenteres for ruter i både Toscana, Nordsjælland og Catalonien.

Sproget er let læseligt, og visse steder også bramfrit. Rolf Sørensens beretning fra sin første Milano-San Remo er yderst underholdende: ”Jeg havde ikke været professionel i mere end en måned, og det sidste stykke op ad Poggio sidder Fignon på hjul af mig, og så fyrer jeg en ordentlig snotklat ud til venstre side. Da jeg skæver bagud, ser jeg Fignon med klatten lige på sygekassebrillerne. ”Det gjorde du bare ikke”, tænker jeg, mens Fignon bander og svovler på fransk. Der gik næsten 25 år, inden han sagde noget til mig igen”.

Gode råd
I en tid, hvor cykling konstant betegnes som ”det nye golf”, kommer der flere og flere ryttere på vejene. Langt de fleste finder sig hurtigt til rette og lærer snart de basale kommandoer: ”Forfra”, ”Bagfra” eller ”Fri”, når en tværgående vej skal krydses. Lidt sværere er det, når man skal lære at køre i felt, for man skal som bekendt helst undgå at trække bremserne eller svaje impulsivt, hvis det udløser fare for de bagvedkørende. Men også det kan læres.

Sort kaffe og hvide sokker kommer med alle de uskrevne regler, som man ellers kun kan erfare sig til via et langt liv på landevejen. Men læs bogen, forvent at blive godt underholdt og tag et eller to gode råd med på vejen.    

Fakta om    Sort kaffe og hvide sokker
Forfatter:    Tonny Vorm m.fl.
Forlag:     Politiken
Vejl. pris:    175 kroner

Antal sider: 254