Rose Xeon X-Lite 7000

Updated: januar 4, 2015

010

Prøvekørsel af en let og hurtig landevejsracer i kulfiber – en cykel til væddeløb

Tekst og foto: Jørgen Sten Nielsen

I Roses store og omfattende katalog fortæller man, at Rose Xeon X-Lite er udviklet til de dedikerede cykelentusiaster, der lever og ånder for race på landevejen. Og det er ikke helt ved siden af det indtryk, jeg fik, da jeg prøvekørte cyklen.

Ramme og forgaffel
Xeon X-Lite er en semi-slope helt i kulfiber – på en størrelse 53 falder overrøret ca. 3 cm. Det er en avanceret landevejsramme, der er fremstillet af high-modulos-aerospace-kulfiber, og der er brugt to slags kulfiber: T40 og T60, som har en trækstyrke på henholdsvis 40 og 60 ton per kvadratcentimeter. Rammen har en delvis skjult kabelføring, og den er forberedt til både mekaniske og elektroniske gearskiftere.

024
Kabelføringen under kranken til begge gearskifterne

Det iøjnefaldende ved rammens formgivning er det kraftige og lave kronrør samt det voluminøse skrårør, der oppe ved kronrøret er størst på den høje led (ca. 66×56 mm). Skrårøret vrides nedad mod krankboksen, hvor det er bredest på tværs – her er tværmålet 73 mm, og det vertikale mål 54 mm.

Overrøret er fladt og bredt og spidser bagud mod sadelrøret. Sadelrøret, der har en cirkelrund rørprofil for oven, bliver bredere nedefter mod krankboksen, hvilket sammen med skrårøret er med til at give et meget stift krankområde.

030
Det brede og stive krankparti bidrager til den gode kraftoverføring

De kraftige kædestag er lidt forskellige. Da klingerne betinger, hvor meget plads der er at gøre godt med i kædesiden, er venstre stag det bredeste.

De spinkle sadelstag, der har et ovalt tværsnit, er også lavet i en vredet form, sådan at ovalens store diameter går på tværs oppe ved sadelrøret, mens den nede ved hjulfæstet følger cyklens kørselsretning.

Lige som mange af tidens racercykler har Xeon X-Lite en forgaffel med konisk stilk med den største diameter nede ved gaffelkronen. Her sidder gaflen i et leje på 1 1/2 tomme, mens det øverste leje er 1 1/8 tomme. Gaffelbenene har et lige og spidsende forløb fra kronen og ned til hjulfæstet. Profilen på benene er nærmest et fladt D med den flade side ind mod hjulet, og der er i udformningen taget mere hensyn til sidestivheden end aerodynamikken. Selv om kronrøret ikke er så højt, giver det store leje ved gaffelkronen en stabil og sikker styring,

Der er indre kabelføring, og stellets geometri er designet, så man sidder i en rimelig flad og aerodynamisk kørestilling. Og hvad angår cyklens komfortgivende zoner, så har Xeon X-Lite både tynde og fjedrende sadelstag og en sadelpind med en lille diameter – 27,2 mm.

023
De spinkle sadelstag og den tynde sadelpind giver lidt komfort

Hjulene
Rose Xeon X-Lite 7000 er udstyret med et par Mavic Ksyrium SLS WTS, der har dæk designet og fremstillet af Mavic til netop disse hjul for at give den optimale aerodynamik. Det er et par nye og lette hjul i Ksyrium-serien, som karakteriseres af gode og velrenommerede allround hjul, der ruller i det professionelle felt. Uden hurtigskiftere og dæk vejer de 1.395 g.

De har nav og aksler i aluminium. Foran er navets mellemstykke dog i kulfiber. De lave fælge er i Maxtal, som er en stærk aluminiumslegering, der muliggør en vægtreduktion ved, at man kan reducere godstykkelsen. Fælgene er sortanodiserede med hvid grafik og afdrejede bremseflader: Foran er fælghøjden 22 mm, mens baghjulet har en asymmetrisk fælg på 25 mm.

Hjulene er opspændt med flade, aerodynamiske Zicral-eger – forhjulet har 18 og baghjulet 20. Hjulene er opspændt radialt med undtagelse af den side bagpå, som er modsat kæden – her er opspændingen med to kryds.

Dækkene er et sæt Mavic Yksion Pro på 23 mm, der er forskellige på for- og baghjul. Dækket foran hedder GripLink og er opbygget til at give et meget sikkert vejgreb, mens det bagpå kaldes PowerLink og skal sikre den størst mulige kraftoverførsel. Begge dæk er lavet til et tryk på 7-9 bar, og jeg kørte for det meste med 7,5 bar.

De øvrige komponenter
Gearskiftere, krank, garniture, kassette, kæde og bremser er Campagnolos 11-speed Super Record i den kompakte udgave, som har klinger med 50 og 34 tænder, der med en 12-27 kassette gør det muligt både at cykle på dansk asfalt og i bjergene sydpå. Prøvekørslen herhjemme foregik overvejende på stor klinge. Det er Campagnolos mekaniske topmodel – en let, driftsikker og præcis gruppe med en Q-faktor på 145,5 mm.

Både styr og frempind er fra amerikanske Ritchey. Styret er et 40 cm bredt Superlogic Evo Curve i kulfiber, og det er beviklet med Fi’zi:ks sorte Microtex-styrbånd, mens frempinden på 90 mm er en skinnende sort WCS 4-Axis i aluminium. Den har lidt hældning, der giver mulighed for justering af styrhøjden alt efter, hvilken vej man vender frempinden – ellers bruger man afstandsringe mellem frempind og kronrør.

Sadlen er en enkel og let polstret Selle Italia SLS Monolink XC, og den sidder på en 27,2 mm sadelpind i kulfiber fra Ritchey, som hedder Carbon WCS Monolink. Den nye Monolink-opspænding med én skinne midt under sadlen i stedet for to er udmærket at indstille, og der var ingen problemer med at fastholde sadlen i den valgte position. Og selv om denne sadel med en bredde på 130 mm er lidt smallere end min egen, var den behagelig at sidde på.

029
Sadlen fra Selle Italia er med én skinne – Monolink

Cyklen på landevejen
Prøvekørslen foregik på de sjællandske småveje omkring Roskilde og strakte sig over tre uger i juli. Som ovenfor beskrevet er Rose Xeon X-Lite 7000 bygget og udstyret til væddeløb. Den er hård og kontant, så man tydeligt mærker vejbelægningens beskaffenhed. Men den er ikke ubehagelig.

Krankområdet og bagpartiet er meget stift, hvilket giver en særdeles god kraftoverføring. Cyklen giver en rigtig god respons, når man træder til. Da jeg en dag var ude over Mørkemosebjerg sammen med nogle af de gamle væddeløbere, prøvede jeg at accelerere på stor klinge på en af stigningerne, og det føltes helt rigtigt. Jeg skød en gevaldig fart og følte mig tyve år yngre end dåbsattestens fakta.

Det lave kronrør gør, at man sidder i en rimelig flad og aerodynamisk kørestilling. Dette går dog ikke ud over styreegenskaberne, da kronrøret for neden har et stort leje på halvanden tomme. Og da mange af rammens øvrige rør har den største diameter på tværs, er sidestabilitet også i orden. I sving og kurver er cyklen stabil.

Xeon X-Lite 7000 er en let cykel, som i den prøvekørte udgave vejer 6,4 kg. Så vil man bruge den til cykelløb i UCI-regi, skal man i gang med at finde ud af, hvordan man kan øge vægten med 400 g. Og det er ikke nok at sætte endnu et flaskestativ på. Et par aerodynamiske hjul med høje fælge kunne være en mulighed, der samtidig kunne øge farten.

Cyklens design
Xeon X-Lite er tydeligt formgivet ud fra funktionelle kriterier, hvor det handler om at sikre gode køreegenskaber og overføre den maksimale mængde af rytterens kraftudfoldelse til fart frem over asfalten. Her er ikke tænkt på pjank eller glimmer. Men selv om cyklen er ret asketisk i sin fremtræden, så er den ikke uden en vis mådeholden elegance.

Farvesætning er enkel og neddæmpet: På stellet den mørke kulfiber med grå skrift og stafferinger, mens nav, kabler og skriften på de andre komponenter er hvide. De afdrejede og blanke bremseflader er også med til at give cyklen lidt lethed i fremtoningen.

Konklusion
Rose Xeon X-Lite 7000 er en let og stiv allround racer, der kan fås til en rimelig pris. Det er en maskine med et enkelt og funktionelt design, som både giver lidt komfort, en præcis håndtering og en effektiv kraftoverføring. Altså en rigtig god cykel til cykelløb.

Rose Xeon X-Lite 7000 (53)
Stelgeometrien for Rose Xeon X-Lite 7000 st. 53

Fakta om cyklen:

Ramme: T40/60 High Modulos Aerospace Carbon. Fremstillet i Taiwan.

Rammestørrelse: 53. Fås i 51, 53, 55, 57, 59, 61 og 63.

Forgaffel: Xeon Serie helt i kulfiber, vægt ca. 330 g.

Vægt: Ca. 850 g. Hele den testede cykel: 6,4 kg.

Farve: Blank, sort kulfiber med grå stafferinger og skrift.

Styrfittings: Rose, 1 1/2 og 1 1/8 tomme.

Frempind: Ritchey WCS 4-Axis i aluminium, 90 mm.

Styr: Ritchey WCS Superlogic Evo Curve i kulfiber, 40 cm.

Styrbånd: Fi’zi:k Microtex, sort.

Sadelpind: Ritchey Carbon WCS Monolink, 27,2 mm.

Sadel: Selle Italia SLS Monolink XC.

Krank: Campagnolos Super Record, hul aksel i titanium.

Garniture: Campagnolos 11-speed kompakt Super Record, 172,5 mm.

Pedaler: Look Keo Blade (mine egne).

Kæde: Campagnolo R11.

Klinger: Campagnolo XPSS, 11-speed Super Record kompakt, 50 og 34 tænder.

Kassette: Campagnolo 11-speed Super Record, 12-27 tænder.

Forskifter: Campagnolo 11-speed kompakt Super Record, mekanisk.

Bagskifter: Campagnolo 11-speed kompakt Super Record, mekanisk.

Bremser: Campagnolo Super Record.

Greb: Campagnolo 11-speed Super Record.

Kabler: Campagnolo Ultra-Low Friction, hvide.

Hjul: Mavic Ksyrium SLS WTS. Nav: Aluminium/kulfiber. Aksler i aluminium. Fælge i sortanodiseret Maxtal, højde 22 og 25 mm asymmetrisk. Eger: Lige, flade Zicral – for 18 og bag 20. Uden hurtigskiftere: 1.395 g.

Hurtigskiftere: Mavic.

Dæk: Mavic Yksion Pro GripLink/PowerLink, 23 mm, tryk 7-9 bar.

Flaskeholder: Tacx (min egen).

Pris for den prøvekørte cykel uden pedaler og flaskestativ: 32.891,20 kr.

Forsendelsesomkostninger og transportkasse: 156,23 kr.

Garanti: 10 år på stelbrud. 5 års ombytning ved skade – halv pris på nyt stel.

Producent: Rose. www.rosebikes.com

Dansk hjemmeside: www.rosebikes.dk