Recon Jet – solbrillen med Head up display og GPS

Updated: juni 25, 2015

ReconJet-1
Af Morten Bech og Jan “Stifinder”

Indrømmet, jeg (Morten) smilede, da jeg fik muligheden for at teste Recon Jet solbrillen fra Recon Instruments. Hvem har ikke ønsket at lege Terminator med informationer strømmende direkte ind på hornhinden? Jeg har, og muligheden var her nu. Recon Jet er en solbrille med ”head up display”, det vil sige, man har placeret en skærm i brillen, som kan vise masser af informationer. Dertil kommer bl.a. GPS, wi-fi, Bluetooth, så brillerne er faktisk det eneste, du behøver, når du skal på tur.

Recon Jet kommer i en hård rund kasse, som jeg klart vil anbefale at opbevare brillen i, hvis man skal have dem med på rejse, den beskytter brillen mod selv den mest ivrige kuffertbærer. Recon Jet består af 3 dele. Brillen, batteri og skærmen. Batteri og skærm klikker man utroligt nemt på selve brillen, og man tager dem lige så nemt af. Brillen er lavet, så man kan bruge den som en almindelig solbrille, hvis man ønsker det.

Brillen er noget futuristisk at se på, især den hvide model. Når man kører med den, er der en del, der vender hovedet efter en. Hvis man ikke er til det, skal man kigge på den sorte model, her flyder skærm og batteri mere ind i hinanden, det gør, at brillen virker lidt mere afdæmpet.

ReconJet-2
Recon Jet i hvid. Ser noget mere afdæmpet ud i sort.

Med brillen samlet var jeg klar, men jeg kunne se på skærmen, at der skulle en opsætning til, brillen skulle sluttes til en pc med det medfølgende USB-stik, derefter skulle jeg gå ind på en specificeret hjemmeside. Til min store overraskelse, for sådan er det nemlig langt fra, blev jeg guidet igennem opsætningen på Recon instruments hjemmeside uden nogen problemer. Efter endt installation ender man op med et program, der hedder Recon Uplink, det henter softwareopdateringer og synkroniserer dine data. Når synkroniseringen er overstået, kommer man til ens oversigt på Recon’s hjemmeside. Her vælger man bl.a. hvilket kort udsnit man vil have på brillen samt hvilke data, der skal vises, når man er i gang med en aktivitet.

Med brillerne på skal man indstille skærmen, så den sidder helt rigtigt. Dette gøres ved at indstille næsepuderne og en lille knap, der kan flytte skærmen. Skærmen er placeret nederst på brillen i dit læsefelt ud for højre øje. Grunden til, at man kun kan bruge højre øje er, at man har lavet undersøgelser, der viser at 85% er højre øje domineret. Det skal nævnes, at brillerne endnu ikke understøtter styrke i glassene, men mon ikke det kommer i fremtiden.

For at starte en aktivitet skal vælge den i hovedmenuen og derefter vælge, om man vil cykle eller løbe. Når man har valgt aktivitet, kommer man til oversigten over data ligesom man kender det fra pulsur eller cykelcomputer. Man kan så ved at swipe på den lille skærm skifte dataskærm eller hoppe til kortoversigten, så man kan se, hvor man kører. Jeg valgte at lægge Næstved- området på brillen, men kun halvdelen af Næstved var tilgængeligt. Mon ikke Recon arbejder på højtryk for at gøre større kortområder tilgængelig, det håber jeg.

ReconJet-4
Det røde felt viser der ikke er tilgængelige kortdata for området.

Man kommer ikke uden om, at skærmen tager noget af dit udsyn, og at det tager noget tilvænning at have en skærm i læsefeltet. En god funktion for mig var dog muligheden for at lade Recon tænde og slukke skærmen, alt efter om du kigger på den eller ej. Jeg brugte den funktion hele tiden, da jeg følte, jeg fik mere overblik og ro, desuden sparer det strøm, at skærmen ikke er tændt hele tiden. Med hensyn til strømforbrug har jeg fået batteriet til at vare næsten 3 timer med sensorer tilsluttet, så det kan kun anbefales, at man har et ekstra batteri i lommen, hvis man er ude længere tid.

Recon Jet understøtter Ant+ og Bluetooth Smart. Det gør, at du nemt kobler dine sensorer til brillerne. Jeg koblede min mobil til samt pulsmåler fra Garmin, det gik som en leg og utroligt hurtigt. Lige nu kan brillerne samarbejde med 122 sensorer, hvilket må siges at være en del.

GPS-delen har virket godt. Jeg har kun været ude for, at GPS ’en finder satellitterne hurtigt. Det kan skyldes, at jeg synkroniserer rigtig meget og derved henter satellitternes positioner ned.

Race på landevejen er som sagt klart den bedste aktivitet efter min mening. Her sidder man mere roligt og kan vælge mellem de forskellige menuer. Recon Jet har, selvfølgelig skulle man næsten sige, mulighed for at tage billeder eller video. Der er nemlig et 720p kamera i brillen. Videoen er pt. begrænset til 15 sekunder, men jeg tror, at den begrænsning bliver flyttet fremadrettet, 15 sekunder er ikke meget. Optager man video, er der desuden en smule efterslæb, det ikke helt hurtigt nok på skærmen, når man flytter hovedet. Kvaliteten er ok, men heller ikke mere. Det giver for mig meget mere mening, at man har lavet en lille app til brillen, der kan styre et Garmin Vib kamera. For man kan selvfølgelig lave app’s til solbrillen, der er b.la. også en app, der i brillen fortæller dig, hvornår du skal optage mad og væske.

ReconJet-3
Såden ser menuer ud når man ser gennem brillen.

Der findes også en mobil app, hvor man kan se en oversigt over aktiviteterne. Det ser super lækkert ud på min Android mobil. Her kan man også følge vennerne live, hvis de også har et par Recon Jet briller. Har de ikke det, kan man dog nøjes med at oprette sig som bruger på Recons hjemmeside. Bruger man mobil appen, synkroniseres data fra den til hjemmeside. Recon Jet kan også selv overføre data til hjemmesiden via den indbyggede wi-fi. Det tog mig dog noget tid at indtaste min kode til mit trådløse net, da det foregik via selve brillen med swipe op ned ned op osv. for at ramme bogstaverne.

ReconJet-6

Mobil-app til Recon Jet

De data, der samles på dine aktiviteter, kan gennem Recon Jet hjemmesiden deles til diverse andre tjenester automatisk såsom Twitter, Strava, billeder til Instragram, TraningPeaks og MapMyFitness. Derudover kan man gemme data som fit, gpx eller kml filer. Her har jeg faktisk fundet en lille bug. På min Mac gemmes exportfilen som en html fil, selvom det faktisk er en pakket zip fil indeholdende de tre forskellige eksportfiler.

Kan man så nøjes med et par Recon Jet briller. Jeg synes, Recon Instruments har gjort et godt forsøg. Jeg har været yderst imponeret af softwaren, det har fungeret upåklageligt og det ser lækkert ud. Selve brillen har også fungeret rigtig godt,
menuerne er nemme at komme rundt i og overskuelige. Der er plads til forbedringer såsom, vægt og batteritid, hvilket muligvis vil holde nogle fra at investere, men inden man tager den beslutning, vil jeg klart anbefale, at man prøver Recon Jet, det er noget, man selv skal opleve.

Her er et eksempel på fotokvaliteten taget med Recon Jet.

ReconJet-5
Billedet taget med Recon Jet

Her er en video optaget med Recon Jet. Jeg kigger noget ned da jeg kører gennem skoven på mountainbike. Optagelserne er desværre begrænset til 15 sekunder pt.

Forhandler:

www.energysport.dk

Se mere om Recon Jet her:

http://www.reconinstruments.com/products/jet/

 

Fakta blad:

Recon Jet brillen er en computer, specifikationerne ligner vores mobiltelefoner en del.

CPU

1 GHz dual-core ARM Cortex-A9

Hukommelse

1 GB SDRAM

8 GB flash

Sensorer

3D accelerometer

3D gyroskop

3D magnetometer

Pressure sensor

Infrarød (IR) sensor

GPS

Bluetooth 4.0 (Bluetooth Smart)

ANT+™

Wi-Fi (IEEE802.11a/b/g/n)

Micro USB 2.0

DISPLAY

Widescreen 16:9 WQVGA display Virtual image appears as 30″

CONTROLS

Optisk touchpad

Brugbar i alt vejr.

Brugbar med handsker.

2-knap

AUDIO & VIDEO

Point-of-view foto og video kamera

Dobbelt mikrofon

Integrerede højtalere

POWER & BATTERY

Swappable lithium-ion

Genopladeligt via inkluderet USB kabel til computer eller strømforsyning

Batteri tid

Op til 4 timer med normalt brug.