Principia Revolution

Updated: april 8, 2014

Tekst og foto: Jørgen Sten Nielsen

Prøvekørsel af Principias nye topcykel med elektroniske gearskiftere og hydrauliske skivebremser

Cykelmærket Principia tog navnet fra Newtons teoretiske hovedvæk. Newtons Principia, der udkom i 1687, var det grundlæggende værk om fysik og astronomi frem til Einsteins relativitetsteori så dagens lys i begyndelsen af 1900-tallet. Værkets fulde titel er på latin ”Philosophiæ Naturalis Principia Mathematica” (Naturvidenskabens matematiske grundsætninger) og indeholder en redegørelse for legemers bevægelse på eller nær jordens overflade samt al bevægelse i universet.

I år skrev videnskabsforfatteren Tor Nørretranders, ”at en af de største revolutioner i menneskehedens erkendelseshistorie indtraf på Blegdamsvej i København for hundrede år siden.” Det, Nørretranders refererer til, er Niels Bohrs atommodel, som løste et fundamentalt problem i fysikken.

Frem til 1913 var fysikernes erkendelse, at materien for det meste består af det rene ingenting. Tomt rum beboet af en ganske lille positivt ladet kerne omkredset af endnu mindre og negativt ladede elektroner. De to bestanddele burde tiltrække hinanden, smelte sammen og blive drastisk mindre. Alt burde brase sammen. Men det gør det ikke, vi og verden er her. Så hvordan forklare, at partiklerne ikke suger hinanden til sig?

Det var det, Bohr gav et svar på. Og svaret var så dristigt, at selv Einstein stoppede, da han fik samme tanke. Det, der skal ske, hvis de omkringfarende elektroner skal falde ind i den tiltrækkende kerne, er så lidt, at det ikke bare kan ske.

Bohrs teori går ud på, at der er et mindstemål for, hvad der kan ske. Der er ikke nogen årsagsforklaring, når tingene sker i atomernes verden. En så minimal hændelse, som der her er tale om, har ikke forløbere. Den sker bare.

Selv om navnet Principia Revolution peger i retning af store naturvidenskabelige omvæltninger, så er lanceringen af den nye cykel nok ikke noget kvantespring i erkendelsens historie, som man om hundrede år vil mindes. Men mindre må også kunne gøre det. Det er jo trods alt kun en cykel til at køre stærkt på.

Rammen og forgaflen
Lige som sidste års RS C40T er Revolution en semi-slope i kulfiber. På en størrelse 54 falder overrøret i nærheden af 5 cm. Rammevægten er 1.120 g, og det skal bemærkes, at de to konsoller til fastspænding af bageste skivebremse selvfølgelig øger vægten. Det samme gælder forgaflen, som vejer 380 g.

Om vægten udtaler Andreas Hagbarth Jensen, der er ny tovholder hos Principia: ”Det har betydet utroligt meget for os, at sikkerheden er i top. Når man placerer bremserne andre steder på stellet end traditionelt, skaber man helt nye stress-påvirkninger. Vi har derfor tilføjet mere materiale, end det reelt er nødvendigt for at opnå EN-godkendelserne. Det har bevirket, at Revolution er den tungeste topramme, vi nogensinde har lavet, men vi ønsker at være 100 % sikre på sikkerheden og accepterer derfor den højere vægt. Skivebremser til landevejscykler er nyt terræn for både producenter og ryttere, og vi ønsker, at folk skal vide, at vi går mere op i deres sikkerhed end de sidste 100 gram på vægten”.

Andreas fortæller videre, at Principia endnu ikke har en serieproduceret Revolution-ramme, hvor man kan måle STW-værdien. Men man forventer ikke, at cyklen ligger i toppen på dette punkt på grund af ovenstående. Men Revolution er en stiv cykel, som i den prøvekørte udgave overholder UCI-reglen om en minimumsvægt på 6,8, men da cyklen har skivebremser, er den ikke godkendt til cykelløb af UCI.

Prøvebillede

Stelgeometrien og opbygningen
Revolution har stelgeometri som en komfort-racer, og der er 430 mm mellem centrum af krank og baghjul. Til dette pointerer Andreas, at cyklen følger Shimanos forskrifter for cykler med 11-speed og navbredde 135 mm. Det handler om at undgå, at kæden skraber mod den store klinge, når man kører på lille klinge foran (34) og lille krans bagpå (11).

Og han fortsætter: ”Vi ved godt, det er længere end normalt, men da hovedformålet er at skabe en stabil motionsracer til Alperne, ser vi ikke dette som et problem. Den øgede afstand er med til at skabe stabilitet. Shimano arbejder på at sænke denne grænse, og jeg vil tro, at når skivebremser engang bliver godkendt til professionelt brug, vil vi også se Shimano ændre denne standard til noget kortere”.

I øvrigt er rammen hovedsageligt bygget af store, kraftfulde rør med varierede profiler, som sikrer en god lateral stivhed. Skrårøret, der er det største, måler oppe ved kronrøret 57 mm i højden og 50 mm i bredden. Profilen ændres langsomt nedefter mod kranken, hvor skrårøret er 55 mm højt og 60 mm bredt. Denne dimensionering hjælper på stivheden i krankområdet, og kombineret med de kraftige kædestag, der er firkantede med rundede hjørner, giver det en god kraftoverføring.

Sadelrøret og sadelpinden, som har et tværmål på 31,5 mm, er helt runde. Overrøret er 48 mm bredt og lidt højere samt næsten trekantet fremme ved kronrøret. Det spidser til bagud mod sadelrøret, hvor det i højden er 28 mm, mens bredden kun mindskes til 40 mm. Kronrøret har en diameter lidt større end overrøret. Det er proportioneret, så det nede ved gaffelkronen kan rumme det store leje på 1½ tomme. Sadelstagene er tyndere end de andre rør og trekantede med største mål på tværs, hvilket sammen med de andre rør er med til at give sidestabilitet.

Hjulene
Revolution er født med et sæt lette hjul med fælge i medium-højde. De er fremstillet af DT Swiss og lavet til såvel flad vej som stigninger. Som cyklen kaldes de også Revolution, men er identiske med RC 38C Spline DB. De halvhøje fælge er i kulfiber og har en højde på 38 mm, og de kan klare et dæktryk på max 9 bar. Et sæt vejer 1.520 g.

De sort-anodiserede aluminiumsnav er til skivebremser og er udstyret med forseglede lejer, som sidder på en oversize-aksel i aluminium. Begge hjul har 24 sorte, flade Aerolite-eger i stål, og de er alle opspændt med to kryds.

Hjulenes fastspændingsmekanismer er ikke de sædvanlige hurtigskiftere med tynde aksler og vippearme, men derimod to forskellige rørformede stikaksler med udvendigt gevind i enden modsat spændearmen. Foran er akslen 15 mm i diameter og hjulet fastholdes ved, at gevindet skrues ind i forgaflen i samme side som bremsen. Bagpå vender systemet omvendt, akslen er kun 12 mm, og her skrues den ind i en møtrik i kædesiden.

Fremgangsmåden er, at man sætter hjulet på plads, stikker akslen gennem navet og skruer, indtil hjulet sidder fast. Det er en fastspænding, der sikrer, at hjulene og bremsernes skiver altid sidder på rette plads.

Hjulene er udstyret med et sæt nye, hurtige 23 mm konkurrencedæk, Schwalbe One. De er forsynet med V-guard – et fiberlag, der beskytter mod punktering. Dækkene kan klare et tryk på 6-10 bar, men man skal huske, at fælgene kun er til 9 bar. Det er tynde slick-dæk, som ruller fint, men ikke er velegnede til efterårets veje med blandt andet nedfaldne agern, bog og kastanjeskaller. Og jeg nåede da også at punktere en enkelt gang på de 312 km, jeg kørte.

De øvrige komponenter
Revolution er udstyret med det sidste nye i elektroniske gearskiftere fra Shimano – nemlig Dura-Ace Di2 9070-serien, som er til 11-speed. Det er et sæt højteknologisk grej, hvor batteriet er placeret og skjult oppe i sadelpinden. Disse sofistikerede skiftere kan justeres, mens man cykler, og man kan også tjekke batteriniveauet – i det hele taget er de nemme at betjene.

Bremserne er Shimanos nye, hydrauliske skivebremser, BR-R785, hvor bremseskiven har en diameter på 140 mm – en teknologi lånt fra mountainbike. For en gammel traditionalist som mig, der ikke har synderlig meget erfaring med mountainbikes, er det selvfølgelig noget nyt grej, man lige skal vænne sig til. Men det gik forbavsende hurtigt, og disse bremser gav mig den kontrol over cyklen, jeg sætter pris på. Det var let at dosere bremsestyrken, og der var på intet tidspunkt antydning af, at bremserne ville hugge i. Om hydraulisk styring af bremserne er lige så sikker som den mekaniske via stålkabler, har jeg ikke nok erfaringer til at udtale mig om, men på mine prøveture med Revolution var der i hvert fald ingen problemer.

Både gearskift og bremsning styres fra grebene, som er Shimanos nye ST-R785, og det er ikke mange fingerkræfter, der bruges på det. De nye greb har en lidt højere pukkel end de gamle, hvilket giver mulighed for et mere sikkert greb, hvis man vælger den kørestilling, hvor man kun holder rundt om puklerne. Det er også her i puklerne, at man påfylder væsken til det hydrauliske bremsesystem.

Kranksættet i kulfiber er det kompakte K-Force Light fra italienske FSA (Full Speed Ahead) og klingerne er med 50 og 34 tænder – 16 tænders forskel foran er det største, bagskifteren kan klare. Da kassetten bagpå er med 11-25 tænder, giver cyklens gearing både mulighed for fladbanetons og klatring i de høje bjerge. Mine ture på sjællandske småveje var overvejende på stor klinge, men jeg prøvede da også den lille.

Både styret og den kraftige frempind på 110 mm er FSA K-Force Light i kulfiber. Mens sadelpinden er en FSA K-Force Monocoque Carbon med 25 mm offset, og sadlen er en flad, let polstret Prologo Zero II Nack med skinner i kulfiber. Bredden på 134 mm er lidt for smal til mine hofteknogler, hvilket dog ikke har givet problemer under den korte prøvekørsel.

008 014
Tjek og justering af gearskifterne foregår
via den lille boks under frempinden
Akslen, der fastholder forhjulet, skrues fast
i forgaflens venstre ben
012 007

Forbremsen – bemærk de to konsoller
bremsehuset er fæstnet til

Bagnavet med skivebremse i den ene side
og 11-speed-kassette i den anden
009 013

 Krankpartiet, der leverer den gode
kraftoverføring

Cyklen er forberedt til både elektronisk og
mekanisk gearskifte. Kablet er til bagbremsen

Principia-Revolution-(54)-2013

Stelgeometrien på Principia Revolution (2014) St. 54

Cyklen på landevejen
På grund af logistiske problemer, som intet har med cyklen at gøre, kom prøvekørslen først i oktober kun til at strække sig over godt og vel en uge. Og Revolution viste sig at være en dejlig stiv og kontant cykel. Når jeg leverede energien, så leverede den farten.

Men selv om det er en hurtig cykel, så er den meget stabil at køre på. Når det går rigtigt stærkt, kører den stadig sikkert på vejen og kommer sikkert gennem sving og kurver. I en lang medvindsspurt, hvor der kom rigtig fart på maskinen, var det bemærkelsesværdigt, hvor stabil Revolution var. Og når jeg var oppe og stå i pedalerne, var det uden særligt meget slinger bagude.

Da cyklen er født med halvhøje DT Swiss-hjul, foregik prøvekørslerne på disse aerodynamiske kulfiberhjul. Det fungerede fint, og især i sidevinden havde jeg glæde af Revolutions stabilitet. På trods af at det er en stiv cykel, er det også en komfortabel racer, der absorberer toppen af de mange stød fra vejen. Revolution er velegnet til lange ture eller motionsløb.

Der var dog et lille irritationsmoment. Når jeg kørte på ujævn belægning, slog det hydrauliske kabel til bremsen mod forgaflen, og det gav en irriterende lyd. Det bør dog være en detalje, man hos Principia kan gøre noget ved.

Cyklens design
Da Revolution er bygget af store og potente rør, har den en kraftfuld fremtoning, hvilket ikke hindrer, at dens design besidder en robust elegance. Med de elektroniske gearskiftere og skivebremserne signalerer cyklen high-tech, og stellets formgivning peger i retning af kraftudladning på højt plan.

Forgaflens ben er nærmest sværdformede, så de kan skære sig gennem den genstridige luft, som hindrer os cyklister i at køre stærkt. Men da forgaflen skal give fæste til en skivebremse, er den ikke helt så elegant, som grundformen lægger op til.

Hvorimod DT Swiss-hjulene med de halvhøje og aerodynamiske kulfiberfælge passer fint til rammens kraftfulde fremtoning. Her er et harmonisk sammenfald i proportionerne.

Farvemæssigt holder Revolution sig til den basale palet, der findes i alle kulturer: Sort, hvid og superfarven rød – de elementære symbolfarver for mørket, lyset og det pulserende blod. Og det er bemærkelsesværdigt, hvor meget liv de røde og hvide områder tilfører det mørke stel. Denne palet går igen i de valgte komponenter fra FSA, og det eneste, der bryder harmonien, er fælgene, som er sorte med perlegrå stafferinger og grafik. Men det er en ubetydelig detalje, der ikke forstyrrer det gode helhedsindtryk.

Konklusion
Principia har gennem årene i Randers stræbt efter at lave racercykler med maksimal kraftoverføring og stor stabilitet, og den nye Revolution er klart en del af denne tradition. Det er også en komfortabel racer, der er monteret med det sidste nye og sofistikerede grej. Hvilket man så sandelig kommer til at betale for.

Her er der sikkert en eller anden snusfornuftig motionist, der spørger, hvorfor han eller hun skal bruge så mange penge på elektroniske gearskiftere og hydrauliske skivebremser? Hvad kan de, som der er brug for, og de mekaniske gearskiftere og fælgbremser ikke kan?

Og det har jeg ikke noget godt og entydigt svar på. Men lad mig forsøge: Med skivebremser har du lidt mere bremsekraft, og du slider ikke fælgen. Desuden behøver du ikke være opmærksom på, om dine bremseklodser passer til din fælg – aluminium eller kulfiber. Hvad angår elektroniske gearskiftere, så kræver de lidt færre håndkræfter og er lettere at betjene. Elektroniske skiftere kan justeres under kørslen, og der kan skiftes fra denne ende af kassetten til den anden. Til sidst er der glæden ved at cykle med det nyeste og smarteste udstyr, som fungerer godt. Men det har vi det nok forskelligt med.

På den anden side, så vejer disse elektroniske gearskiftere og hydrauliske skivebremser mere end de gode mekaniske, og det betyder noget, når du skal opad. Desuden er de også dyrere.

Fakta om Principia Revolution

Ramme: Kulfiber fra Mitsubishi. Trækstyrke 40 tons. Aluminiumsbøsninger i krank og kronrør. Hjulfæste og udskifteligt gearøje i aluminium. Fremstillet i Taiwan.

Rammestørrelse: 54 cm. Føres i: 48, 51, 54, 57 og 60.

Vægt: Hele den testede cykel: 7,7 kg.

Forgaffel: Principia Control Disc, monocoque i kulfiber, hjulfæster i aluminium.

Farve: Halvblank carbon-sort, rød og hvid.

Styrfittings: Principia/FSA Ellipse med lejer i 1 1/8 og 1 1/2 tomme.

Frempind: FSA K-Force Light i kulfiber, 110 mm.

Styr: FSA K-Force Light i kulfiber, bredde 42 cm, horn 125 mm dybde.

Krankboks: FSA BB-ES120.

Garniture: FSA K-Force Light, kompakt, pedalarme 172,5 mm.

Pedaler: Look Keo Blade (mine egne).

Kæde: Shimano Ultegra 11-speed CN-6800.

Klinger: FSA S-11 110 mm, 34 og 50 tænder.

Kassette: Shimano Ultegra 11-speed CS-6800, 11-25 tænder.

Forskifter: Shimano Dura-Ace Di2 FD-9070.

Bagskifter: Shimano Dura-Ace Di2 11 speed RD-9070.

Sadel: Prologo Zero II Nack, 278×134 mm.

Sadelpind: FSA K-Force Monocoque Carbon, 25 mm offset.

Skivebremser: Shimano BR-R785, hydrauliske, skiver 140 mm.

Greb: Shimano Dura-Ace 11-speed ST-R785.

Kabler: Shimano.

Hjul: DT Swiss Revolution: Sort-anodiserede nav med forseglede lejer. Oversize-aksel i aluminium. 38 mm fælge i kulfiber, max dæktryk 9 bar. 24 flade, sorte Aerolite-eger i stål, opspændt med to kryds. Vægt: 1.520 g.

Skiftere: DT Swiss RWS med aksler i 15 og 12 mm, gevindfastspænding.

Dæk: Schwalbe One, slick-dæk med V-guard, 23 mm, tryk: 6-10 bar.

Flaskeholder: Elite i aluminium (min egen).

Pris for ramme, forgaffel med styrfittings og hjul: 34.999 kr.

Pris for hele cyklen uden pedaler og flaskeholder: 64.999 kr.

Garanti: 5 år.

Yderligere informationer: Principia, www.principia.dk