Mountainbike i Tjekkiet

Updated: maj 27, 2013
En-af-dagene-tager-vi-en-afstikker-til-Polen,-hvor-der-ligger-flere-nedlagte-miner

En af dagene tager vi en afstikker til Polen, hvor der ligger flere nedlagte miner

Mountainbike i Tjekkiet. Det nordlige Tjekkiet ligger blot få timers kørsel fra Danmark. Cykelmæssigt kommer man ned til uendelige skovstrækninger med masser af højdemeter, udfordringer og smukke scenerier og det koster næsten ingenting.

Af Thomas Christiansen

I fuld koncentration prøver jeg at få cyklen til at følge den smalle sti, vi cykler på. Selv om vi ikke har kørt mere end et par hundrede meter, er sveden allerede begyndt at pible frem på panden, og en blanding af mudder og sved bevæger sig ned over min kind.

Gratis mudderbad
Vores guide, Vitali, mente, at vi skulle have lidt udfordringer, og det er mere end lykkedes. Det single track-spor, han har valgt, er ikke mere end godt 30 centimeter bredt, og det er spækket med skarpe sving, dybe mudderhuller og rødder hist og her. Flere steder erstattes rødderne af mindre træstammer, der ligger på tværs af stien. Dog er det stadig muligt at holde sig på cyklen. Vitali fortæller, at områdets wellness-hoteller tilbyder mudderbade for en mindre formue, men det her er ganske gratis.

Jeg forsøger efter bedste evne at læse terrænet, og selv om ruten er relativt flad, er der udfordringer nok, så med fuld koncentration og tungen lige i munden fortsætter jeg efter Vitali. Forude kan jeg se det næste sving. Det ser mudret ud, og et par glatte rødder stikker frem, så jeg fortsætter med høj puls og forbereder mig på den tekniske udfordring. Jeg trækker lidt i bagbremsen, kommer ned i en passende fart og rejser mig op fra sadlen, men forgæves – på et splitsekund graver forhjulet sig ned i mudderet, og jeg må en tur ud over styret. Med sved, jord og vand over det hele rejser jeg mig og kan straks høre, hvordan de andre i gruppen griner højlydt over mit underholdende stunt. Dog fryder jeg mig over, at det nu er deres tur til at køre gennem svinget.

Tjekkiets største bjergkæde
Vi er i Harrachov, der ligger i Tjekkiets største bjergkæde, Krkonose Mountains. Bjergryggen går langs den polske grænse, og her er meget smukt. Store klippeformationer stikker op over trætoppene, og guiden udpeger Tjekkiets højeste bjergtinder for os. Vandfald vælter ud over klipperne og danner floder, der slynger sig gennem landskabet, og det er forståeligt, at området er indviet som nationalpark. Det giver naturligvis visse cykelmæssige restriktioner, men legale cykelmuligheder er der masser af. Bjergkammen ligger gennemsnitligt i omkring 700 meters højde, og den går yderligere flere hundrede højdemeter op – blandt andet til Snezka, der med 1.602 meter er Tjekkiets højeste punkt. Om vinteren fungerer Krkonose Mountains som et af de mest populære skisportsområder i Tjekkiet, og da den kolde nordenvind rammer disse bjerge først, ligger trægrænsen relativt lavt – nemlig i blot 1.300 meters højde. Man kommer derfor ned til et varieret, kuperet og anderledes landskab, der byder på lidt af hvert.

På cykelturen kommer vi over trægrænsen, der ligger i 1.300 meters højde

På cykelturen kommer vi over trægrænsen, der ligger i 1.300 meters højde

Cykelmæssige udfordringer
Efter en sjov og underholdende tur på single track’et, mødes vi igen med den del af gruppen, som valgte en mindre udfordrende rute. Jeg er med på en pakketur, arrangeret af firmaet Aktiv Familieferie, og dagen startede med, at vi tog af sted som en stor samlet gruppe, der lagde ud i et tempo og i et terræn, der passede alle. Undervejs delte vi os op, og vi var et par stykker, der valgte det frivillige mudderbad. Cykelområdet nær Harrachov byder nemlig på udfordringer, der kan passe til enhver. Uanset om man er begynder, entusiastisk motionist eller erfaren rytter, er det muligt at finde lige præcis det terræn, man ønsker at køre i. Omkring Harrachov finder man nemlig alt – lige fra brede skovstier til vilde downhill nedkørsler. En del af området er velegnet til familieture, hvor omgivelserne og samværet betyder mere end antallet af højdemeter. Flere ruter følger den flod, der danner grænsen mellem Polen og Tjekkiet, og her ser man de lokale sidde med picnic, gå med bare tæer i vandet eller nyde en kold tjekkisk øl. Ønsker man det lidt vildere, er der mange single-tracks, der virkelig kan sætte selv en erfaren mountainbiker på en prøve. Man kan få alt – lige fra tekniske passager med mudder og glatte rødder til masser af højdemeter og lange nedkørsler, og er man til det helt ekstreme, er der nær skihopbakken i Harrachov mulighed for at køre downhill.

Landskabelig variation
Næste dag står den på ”Biking and Hiking” – en kombineret tur, der består af mountainbiking og vandring, og hvor Elbens udspring er turens vendepunkt. Fyldt med energi og diamanter i benene hægter jeg mountainbiken på skiliften, der kører året rundt, og hopper i sædet. Det er en rolig, men yderst smuk start på turen, og jeg nyder den flotte opstigning, der tager mig op i mere end en kilometers højde. Et smukt og idyllisk område åbner sig, efterhånden som liften kommer tættere på endestationen, og udsigten over de skovklædte bjerge er flot og imponerende. Den kombinerede cykel- og vandretur er peppet op med en indlagt konkurrence, hvor vi deltagere skal finde forskellige poster undervejs. Det er en sjov og anderledes måde at engagere deltagerne på, og man får virkelig et godt indblik i, hvad området byder på af natur, historie og kultur.

Efter en lang cykeltur når vi trægrænsen med en god portion mælkesyre i benene, og her ligger en bjerghytte med fantastisk udsigt over det bjergrige landskab. Før vi fortsætter turen til fods, er det tid til en ægte tjekkisk frokost bestående af varm suppe fyldt med grøntsager og svampe. Vi nyder frokosten, parkerer cyklerne og begiver os nu ud i et bart landskab, hvor vinden tydeligvis er kraftigere, idet træerne ikke længere yder læ. Ad mindre stier bevæger vi os mod toppen, og efter en heftig vandretur kommer vi til Elbens udspring i 1.386 meters højde. Et lille hul i jorden er alt, vi ser, og tanken om, at en af Europas længste floder har sit udspring her er virkelig forbløffende.

Vi cykler langs den flod, der udgør grænsen mellem Tjekkiet og Polen

Vi cykler langs den flod, der udgør grænsen mellem Tjekkiet og Polen

Forkælelse på hotellet
Efter dagens aktiviteter byder Orea Vital Hotel Sklar på en masse afslapning. Selv- om vores hotel råder over både uden- og indendørs tennis, fitness og andre aktiviteter, er det alligevel jacuzzien og swimmingpoolen, der lokker, og med et koldt glas champagne i godt selskab, findes der næppe en bedre måde at afslutte en aktiv dag på. Mens vi sidder i jacuzzien med bobler i glasset, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvilke nye udfordringer og flotte senerier, der venter os næste dag. Ønsker man en ferie med aktive udfordringer om dagen, efterfulgt af muligheden for afslapning og luksus – og alt sammen til yderst fornuftige priser – er Tjekkiet og ikke mindst Harrachov virkelig stedet.

Fakta om Harrachov og ture dertil

Beliggenhed: Harrachov ligger i hjørnet mellem Tjekkiet, Polen og Tysk land – lidt øst for Dresden
Afstand: Fra den dansk-tyske grænse er der 800 kilometer til Harrachov
Færdig pakkerejse: Det vejlensiske firma, Holtum Rejser, arrangerer ture til
Harrachov. Du kan selv sammensætte dit eget individuelle program, men firmaet tilbyder færdigpakkede mountain bike-ture af flere dages varighed i både Tjekkiet og Kroatien
Kontakt: www.holtum-rejser.dk