Mille Miglia – Milde moses!

Updated: marts 5, 2014

map

Af Buchardt

Hvad er 1001 Miglia?
1001 Miglia – eller Mille Miglia, som løbet kaldes – er et langdistance cykelløb, som afvikles efter de samme regler, som gælder for det legendariske Paris-Brest-Paris. Løbet, der er 1001 italienske mil langt, eller godt 1600 km, skal gennemføres på 135 timer eller mindre. Hver enkelt deltager bestemmer selv hvordan han vil fordele tiden på cykling, spisepauser og søvn. Der er kontrolpunkter for hver ca. 80 km, hvor deltagerne skal have et stempel i et kontrolkort som bevis på, at de har været der inden den fastsatte lukketid for den pågældende kontrol.

Registreringen
Den endelige registrering til Miglia fandt sted på startdagen i Oliventani klosteret tæt ved startområdet. Det var en speciel oplevelse at gå rundt i klostergården, hvor registreringen blev udført hurtigt og effektivt, det bestilte tøj udleveret osv. Humøret var højt hos såvel deltagere som arrangører, og det var tydeligt, at alle glædede sig til om aftenen, hvor løbet blev skudt i gang.

Starten
I startområdet mødte jeg de andre danske deltagere, Thomas Holm Petersen, Per Leth Jakobsen og Jens Gravesen, der alle er erfarne langdistanceryttere. De havde besluttet at starte til sidst, når al ophidselsen og uroen havde lagt sig, så jeg ville komme til at køre alene, da liggecyklister skulle starte først. Der er altid en ulidelig lang ventetid, inden løbet sættes i gang, og jeg var glad, da vi endelig fik lov til at køre ind i start’båsen’ på stadion, mens solen langsomt gik ned. Endelig nærmede klokken sig 21:00, og vi fik lov til at komme helt frem til startlinjen, hvor vores cykellygter blev kontrolleret, vores kontrolkort fik et stempel, vores stregkode-kort blev scannet, og vi fik lov at starte!

DSC00116
Klar til start.

Etape 1. Torsdag 16. august, 21:00.
NERVIANO – FOMBIO
104 km, 104 km i alt, 253 højdemeter
Vi blev eskorteret ud af byen af to motorcykler, der på glimrende vis fik stoppet trafikken i vejkrydsene, så vi kunne glide ud af byen uden forhindringer. Så snart vi var ude af Milano, var natten kulsort, hvor kun et hus eller en gadelampe i ny og næ oplyste vejen. Ruten var flad som en pandekage, hvor de højeste bakker, der skulle forceres, var broerne over jernbaner og motorveje. Jeg nåede kontrollen i Fombio 25 minutter over midnat. Kontrollen, som tydeligvis var indrettet på, at rytterne kun ville gøre et kort stop, bestod af et par borde på en benzinstation. Et stempel, mine dunke fyldt og en hurtig rugbrødsmad, så jeg kunne få lidt energi at cykle videre på.

Etape 2. Fredag 17. august, 00:35.
FOMBIO – COLORNO
84 km, 188 km i alt, 370 højdemeter
Efter 10 minutter var jeg tilbage på cyklen. Natten var behagelig lun – det helt perfekte cykelvejr selv om der var en svag men konstant modvind. Jeg køre alene det meste af tiden, men nu og da lagde jeg mig på hjul af små grupper, der overhalede mig. Jeg fulgte med, så længe jeg kunne uden at overanstrenge mig. Mit knæ begyndte at smerte, når jeg trådte til, så jeg valgte at holde lidt igen for at spare knæet til de strabadser, jeg vidste ville komme senere. Jeg ankom til Colorno kl. 3:40. Kontrollen var et par borde på et lille torv lige efter et skarpt højresving. Nye ryttere ankom i en stadig strøm for fuld fart rundt om hjørnet, hvor de med nød og næppe undgik at påkøre dem, der stod og ventede på deres stempel. Jeg havde ikke lyst til at overvære en ulykke, så da jeg havde fået mit stempel, mine dunke fyldt og en lille bolle, drog jeg hurtigt videre.

DSC00200

Etape 3. Fredag 17. august, 3:50.
COLORNO – MASSA FINALESE
83 km, 271 km i alt, 331 højdemeter
Da solen stod op kunne jeg nyde det landskab, vi kørte igennem: Æbleplantager, pærer, blommer, majs, krydderurter og masser af planter, jeg ikke kunne identificere. Jeg kunne også nyde duften af alle de forskellige afgrøder i takt med, at solen varmede luft og planter op. Jeg nåede til Massa Finalese kl. 6:55. Der var rejst store telte, hvor mad kunne købes til meget rimelige priser. Jeg fik kold rissalat, brød, te, kage, og vandmelon – alt for 3 euro! Desværre kunne jeg ikke spise så meget, som jeg gerne ville, men den varme te og vandmelonen hjalp. For mig er det en af de helt store udfordringer under langdistanceløb at få spist nok. Når jeg bliver træt, mister jeg appetitten, får en mild kvalme og har svært ved at få noget ned. Af en eller anden grund hjælper det at spise varm mad eller drikke varme drikke – det letter kvalmen og giver mig appetitten tilbage.

Etape 4. Fredag 17. august, 7:30.
MASSA FINALESE – FAENZA
120 km, 391 km i alt, 145 højdemeter
Det var en dejlig dag, og efterhånden som solen steg højere på himlen, steg temperaturen også. Den sidste time inden Faenza var jeg løbet tør for vand. Det var blevet rigtigt varmt og jeg blev stegt under den stærke sol, der bagte fra en skyfri himmel. Jeg kom forbi flere barer og butikker, hvor jeg kunne have købt noget at drikke, men jeg overbeviste mig selv om, at jeg kun havde 20-30 minutter tilbage inden kontrollen, så jeg fortsatte. Jeg havde dog ikke indregnet, at jeg kørte langsommere og langsommere, efterhånden som kroppen løb tør for energi og væske. Jeg nåede til kontrollen kl. 12:20, varm, tørstig og sulten. Jeg fik hurtigt et stempel og gik ind i, hvad der øjensynligt var cafeteriaet på en skole. Indendørs var der air-conditioneret og dejligt svalt. Jeg tog en bakke og stillede mig i kø for at få mad og drikke. Med det samme blev jeg svimmel og satte mig på gulvet for ikke at falde. Da jeg satte mig ned, fik jeg ikke løftet hånden ordentligt op fra bakken, så bakken blev revet på gulvet med bestik og det hele. Jeg lavede knap nok en lyd, men det gjorde bakken! Så nu vidste alle, at jeg sad på gulvet. Et par venlige italienske damer spurgte til mit velbefindende, og en svensk deltager, Nils Schneider, var så venlig at komme over for at sikre sig, at jeg havde det OK. Jeg fortalte alle, at jeg havde det fint og rejste mig endnu en gang. Jeg greb en pakke saltkiks og en flaske vand og satte mig ved et bord, hvor jeg med lidt besvær fik fortæret kiksene og drukket vandet. Jeg fik det lidt bedre, men vidste, at der ville gå en rum tid, inden jeg var i stand til at fortsætte, så jeg lagde mig på gulvet i et hjørne af cafeteriaet og fik mig en lur på 20 minutter. Jeg var nu klar til at spise et regulært måltid og fik mig en stor tallerken Pasta Pomodore med mere vand til. Det var så småt ved at gå op for mig, at jeg havde været alvorligt dehydreret – og det efter kun 1 time uden vand. Det er første gang, jeg har prøvet det – og jeg håber, at jeg nu har lært, hvad advarselssignalerne er (faktisk ikke andre end tørst), og at jeg aldrig mere vil undlade at fylde mine dunke, når jeg har chancen. Da jeg var klar til at tage af sted, kom Per og Jens ind i cafeteriaet. Jens havde det dårligt og lagde sig i et stille hjørne for at hvile sig, mens Per spiste sin mad og besluttede at fortsætte sammen med mig.

P8170276
Per iført løbstrøje og bukser.

Etape 5. Fredag 17. august, 14:20.
FAENZA – DICOMANO
95 km, 486 km i alt, 1111 højdemeter
Per og jeg kørte stille og roligt videre gennem æbleplantager med træer, der bugnede af modne æbler. Efter en times tid stoppede vi for at fylde vores dunke ved en vandhane – erfaring havde lært mig ikke at køre forbi drikkevand uden at tanke op. Kort efter måtte jeg lade Per køre, da jeg ikke kunne følge med i hans tempo, og jeg var atter alene. Snart efter begyndte bakkerne. Stigningen var ikke slem, men den fortsatte og fortsatte og fortsatte. Da jeg kørte ned ad en kort nedkørsel, opdagede jeg en gruppe deltagere, der var ved at fylde deres dunke ved en vandpost i vejsiden, og sådan lærte jeg, hvordan en italiensk vandpost ser ud og hvad jeg skulle kigge efter på min videre færd – og jeg opdagede senere, at der er masser af vandposter i de italienske byer. Korte, stejle stigninger vekslede med længere, knap så stejle, efterhånden som jeg arbejdede mig opad. Sidst på eftermiddagen tog jeg mig en kort lur, inden jeg fortsatte op til den sidste top inden Dicomano, hvor jeg ankom kl. 20:20 udmattet og med ondt i ben og knæ. Dicomano var den første kontrol med en sovesal, og da der var 75 km med bjerge forude, var tanken om et bad og lidt søvn meget tiltalende.

DSC00136
Så begynder bjergene.

Etape 6. Fredag 17. august, 23:20.
DICOMANO – CHIUSI DELLA VERN
74 km, 560 km i alt, 2014 højdemeter
Normalt lider jeg ikke af søvnbesvær – jeg kan lægge mig ned, lukke øjnene og sove inden for få sekunder. Og jeg har normalt heller ingen problemer med at sove 3-4 timer og så stå op og cykle videre. Men under Miglia havde jeg store problemer med at få sovet. Jeg kunne ikke falde i søvn – og når jeg endelig slumrede hen, vågnede jeg ofte efter mindre end 1 times let og urolig søvn. Sådan var det også i denne første sovesal, hvor jeg fik mindre end 2 timers dårlig søvn. Da jeg stod op, mødte jeg Thomas, som fortalte, at han ville stoppe, fordi han var syg. Surt, men givetvis den rigtige beslutning, da det ville have være umuligt at gennemføre, hvis man havde det dårligt. Jeg var selv begyndt at tvivle på, at jeg ville kunne gennemføre indenfor de 135 timer. Jeg forlod Dicomano kl. 23:20 i nattens mulm og mørke. Jeg var stadig træt, men jeg vidste, at det ikke ville hjælpe at prøve at tvinge søvnen til at komme, så jeg kunne lige så godt fortsætte. Etapen foran mig havde to svære stigninger, selv om den ikke var lang. Kort efter begyndte den første stigning, og jeg klatrede langsomt ind i natten. To timer senere havde jeg klatret 650 højdemeter op og var så søvnig, at jeg besluttede at sove lidt i vejkanten. Hjemme i Danmark kan man næsten altid finde en plet med blødt græs, men det viste sig at være stort set umuligt i Italien. Vegetationen langs vejen var små, stikkende buske og tørt, stikkende græs, der skar og stak, hvis man lagde sig på det. Så jeg lagde mig på vejen i en lille vigeplads og sov mindre end 10 minutter – så måtte jeg opgive, selv om jeg var udkørt af træthed. Efter yderligere 30 minutter nåede jeg ’toppen’ – 949 m.o.h – og nedkørslen begyndte. Det var skønt at få lidt fart på cyklen, der kunne kompensere for den langsomme opkørsel. 30 km nedkørsel og så begyndte den næste stigning. Kl. var nu 4:00, så jeg havde brugt 4½ time på at cykle de 60 km fra Dicomano – ikke specielt imponerende. Jeg arbejdede mig møjsommeligt opad med værkende knæ under millioner af stjerner, der blinkede på baggrund af en dybsort himmel. Efter 30 minutters opkørsel lagde jeg mig endnu en gang i vejkanten for at få lidt søvn. Denne gang lykkedes det at sove næsten 30 minutter, inden jeg fortsatte op ad bjerget. På vej op ad det sidste, stejle stykke mod ’toppen’ stod jeg af cyklen og trak den ca. 350 m. Det hjalp på mine knæ at gå lidt og det skånede dem også for anstrengelsen ved at mase sig op ad bakken. Jeg besluttede, at det skulle være min nye strategi: At gå op ad de værste bakker og derved skåne ben og knæ. Fra toppen var der en kort nedkørsel og derefter en kort opkørsel til klosteret Santuario Eremo della Verna, som jeg ankom til kl. 6:40. Efter jeg havde fået stemplet mit kontrolkort, gik jeg ind i spisesalen, hvor der blev serveret varm og kold mad. Der var vand og rød frugtsaft på bordet og jeg tog et stort glas saft for at få lidt sukker sammen med væsken. Jeg tog en stor mundfuld saft og var ved at blive kvalt – det var ikke saft, men rødvin! Jeg holder meget af rødvin, men ikke når jeg cykler og især ikke tidligt om morgenen, inden jeg har fået morgenmad. Jeg lagde mig til at sove i sovesalen, men kunne igen ikke sove mere end 45 minutter.

DSC00146
Udsigt over Castiglion Fiorentino

Etape 7. Lørdag 18. august, 8:10.
CHIUSI DELLA VERNA – CHIUSI-MONTALLESE
112 km, 672 km i alt, 777 højdemeter
Efter at have fået noget mere at spise og drikke – jeg nøjedes med vand denne gang – fortsatte jeg. Solen var stået op og temperaturen steg hurtigt. Jeg havde forventet at denne etape ville være mere eller mindre nedad hele vejen, men der var nogle temmelig krævende stigninger på den første del af etapen. Da jeg kørte op ad det sidste bjerg på denne etape, måtte jeg endnu engang af cyklen og gå lidt for at løsne musklerne op, men der var flere ryttere, der passerede mig, så jeg måtte snart tilbage på cyklen igen for ikke at tabe al for meget ansigt. De sidste 50 km af etapen var ad flade veje i dalen. Temperaturen hernede var nu – lige efter middag – omkring de 40 grader, og jeg kunne mærke hvordan varmen tappede mine kræfter. Jeg nåede kontrollen i Chiusi-Montallese kl. 13:45 – træt, varm og sulten. De søde piger i køkkenet serverede en stor portion Pasta Pomodore, vand og vandmelon. Varmen og trætheden gjorde, at jeg kun med besvær kunne spise den halve portion. Ikke så godt, når man er afhængig af at kunne genetablere energiniveauet på kontrolstederne for at kunne cykle videre. Dette var den første kontrol, hvor jeg kunne få den ene af mine to ’drop-bags’ med skiftetøj, energibarer, og reservedele, så jeg tog et bad og skiftede til rent tøj. Skønt! Jeg fik det meget bedre og var nu i stand til at spise endnu en portion pasta og vandmelon. Jeg fyldte min cykeltaske med energibarer, batterier til min GPS og pulver til energidrik – og så var jeg klar til at fortsætte.

Etape 8. Lørdag 18. august, 15:25.
CHIUSI – TODI
85 km, 757 km i alt, 851 højdemeter
Jeg var nu 1½ time bagud i forhold til min oprindelige, optimistiske plan, men stadig et par timer foran min plan B – det seneste tidspunkt, jeg kunne køre fra kontrollen og stadig nå frem til den næste inden lukketid. 10 km fra kontrollen i Todi var vejen over en bro lukket, så jeg måtte ud på en omvej. Det var blevet mørkt, og jeg vidste ikke helt hvor jeg var, men snart stod det mig klart, at jeg befandt mig på en af de berygtede italienske ’hvide veje’ – grusveje af det hvideste grus. Vejen var smal, og jeg blev blændet af biler, der kom imod mig, så jeg måtte sætte farten ned eller helt stoppe, når vi mødtes. Indtil nu havde jeg gået op ad 3 bakker med stigningsgrader på 8-10%, men de næste 5 km var jeg nødt til at stå af og gå 6 gange. Omkørslen gav mig kun 2,5 km ekstra, men det var ikke, før jeg var tæt på Todi, at jeg igen var sikker på, at jeg var på rette spor. Jeg nåede kontrollen i Todi, som ligger på en klippeknold 130 m over dalen, kl. 21:40. Kontrolstedet bestod af et bord uden for en bar. Jeg fik mit stempel og spurgte, hvor sovesalen var. Sprogbarrieren var høj, men det lykkedes en ung datter af en af kontrollanterne at forklare mig, at sovesalen var placeret længere nede ad gaden i et ’palazzo’. Jeg fik fyldt mine dunke og drak en cola inden jeg kørte – der var ikke noget at spise.

Etape 9. Lørdag 18. august, 21:55.
TODI – BOLSENA
54 km, 811 km i alt, 990 højdemeter
Jeg var træt, så udsigten til et par timers søvn var fristende. Jeg fandt ikke noget skilt mod palazzo’et, og da jeg ikke ville spilde tid på at køre rundt og lede efter det, kørte jeg videre ud i den mørke nat, mens millioner af stjerner blinkede til mig. De første 5 km var ned ad bakke, og derefter var det op og ned i 20 km, hvorefter en stigning på 25 km begyndte. Jeg var træt, så jeg var nødt til at stige af og trække cyklen, når stigningerne oversteg 5-6%. Efter 3 timers cykling fandt jeg en dejlig, stille indkørsel, hvor jeg sov på asfalten i 40 minutter, inden jeg fortsatte. En halv time senere nåede jeg til kontrollen Bolsena. Sovesalen i Bolsena lå et par kilometer længere ude ad vejen. Jeg var bange for, at jeg ville køre forbi den på samme måde, som jeg var kørt forbi palazzo’et i Todi, så jeg kørte langsomt, men indkørslen til sovesalen var fint skiltet, så det var let at finde. Jeg fandt mig snart til rette på en luftmadras og faldt i søvn.

DSC00171
Det berømte tårn på Palazzo Publico.

Etape 10. Søndag 19. august, 5:20.
BOLSENA – POMONTE
81 km, 892 km i alt, 786 højdemeter
Jeg fik et par timers urolig søvn, badet i sved på luftmadrassen, inden jeg igen stod op for at fortsætte. Jeg var nu 7 timer bagud i forhold til min oprindelige plan og kun 1½ time forud for min plan B. Jeg havde fået rigtigt ondt i halsen – sikkert pga. kulden / varmen af at ligge badet i sved. En time senere, netop som solen stod op, punkterede jeg på baghjulet. No Problem – jeg fandt mit værktøj og en ekstra slange frem, afmonterede baghjulet, skiftede slangen og pumpede hjulet op. Jeg har en lille, ny Lezyne-pumpe, som har en lille gummislange med gevind på, som man skruer på pumpen i den ene ende og på ventilrøret i den anden ende. Da jeg skruede slangen af ventilrøret, blev ventilen også skruet af og luften løb ud af slangen med et højlydt hvæs. Jeg skruede ventilen tilbage på ventilrøret og prøvede igen at pumpe dækket op. Det samme skete. Jeg prøvede at skrue ventilen fast på ventilrøret med alle mine kræfter og pumpede dækket op igen. Det samme skete på ny. Da en italiensk rytter kom forbi, lånte jeg en pumpe, som fungerede, som den skulle, og jeg kunne vinke farvel til min redningsmand, samle mine ting sammen og køre videre. Det tog 45 minutter – alt for lang tid for at lappe et hul…. Varmen tiltog, og solen skinnede nådesløst fra en skyfri himmel. Der var ikke mange træer, så der var næsten ingen skygge, der kunne beskytte os mod solens stråler. Temperaturen nærmede sig de 40 grader, da jeg nåede Pomonte kl. 11:10. Efter at de venlige hjælpere havde sørget for, at jeg havde fået noget at spise og drikke, lagde jeg mig ned for at sove. Hvor var det godt at ligge ned, lukke øjnene og lige være borte 20-30 minutter, men det halsonde, jeg havde raget til mig, gjorde det umuligt for mig at sove på ryggen – og det er hårdt at ligge på siden på et stengulv. Selv om jeg nu var sikker på, at jeg ikke ville kunne komme i mål inden for tidsgrænsen, ville jeg stadig se, hvor langt jeg kunne komme, så jeg pakkede mine ting sammen og sikrede mig, at mine dunke var fulde. Jeg havde fået at vide, at allerede på nuværende tidspunkt var 25% af deltagerne udgået, og lige som jeg skulle til at finde min cykel, så jeg en håndskreven besked på et bord, hvor der stod, at tidsgrænsen for hele løbet var blevet forlænget med 12 timer pga. varmen. Jeg var så lettet, at jeg fik tårer i øjnene. Nu var mine chancer for at kunne gennemføre indenfor tidsgrænsen forøget enormt, og håbet voksede i mig.

Etape 11. Søndag 19. august, 12:25.
POMONTE – MONTALCINO
75 km, 967 km i alt, 1690 højdemeter
Da jeg kørte ud i den bagende sol, var der flere af de italienske deltagere, der rystede vantro på hovedet – de var ikke indstillet på at begive sig ud i middagssolen, men ville blive i skyggen. Men jeg vidste, at selv med den forlængede tidsfrist ville jeg være nødt til at cykle, når jeg ikke sov eller spiste. Temperaturen var høj, men det var mit humør også pga. den forlængede tidsfrist. Efter 20 km gennem heden faldt vejen stejlt ned mod dalen. Jeg ville have elsket at køre på fuld fart ned ad bakken, men jeg var bange for, at varmen, i kombination med friktionsvarmen fra bremserne, ville få mine dæk til at eksplodere, så jeg kørte stille og forsigtigt ned ad bakken, mens jeg skiftevis brugte for- og bagbremse.
Ved bunden af bakken skulle jeg passere en udtørret flod, hvilket skete uden problemer, selv om det var en speciel oplevelse at køre i en flodseng. På dette tidspunkt viste termometeret 42 grader, og temperaturen blev ved med at stige resten af dagen, indtil den ramte 49 grader. Måske er mit termometer ikke verdens mest pålidelige instrument, men jeg havde lejlighed til at sammenligne det med andre termometre, jeg kom forbi på min vej, og det viste aldrig mere end 1 grad ved siden af de andre. Jeg nåede kontrollen i Montalcino kl. 20:00, netop som solen gik ned og fik husene til at gløde, så jeg var nødt til at stoppe og nyde udsigten, lige inden jeg kørte ind i byen. Jeg var tydeligvis en af de sidste ryttere, der nåede frem til Montalcino, hvor en byfest var i fuld gang. Jeg var svimmel og træt og ikke det mindste sikker på at ville kunne gennemføre løbet, da denne etape havde taget alt for lang tid. Kontrollen var ved en lille gymnastiksal, hvor der var lagt tynde madrasser ud, som man kunne hvile på. Jeg efterlod min cykel udenfor, lagde et par madrasser ovenpå hinanden og lagde mig. Jeg blundede omkring en halv time og vågnede op i en fuldstændig tom gymnastiksal. Alt var blevet pakket bort, og kontrollanterne havde forladt stedet for i stedet at deltage i byfesten – en ret mærkelig og temmelig ensom fornemmelse at blive efterladt på den måde og også et klart tegn på, at jeg var bagud i forhold til min tidsplan…. Det var nu kulsort udenfor, da jeg famlede mig tilbage til min cykel, som jeg kørte ned til den nærmeste bar, hvor jeg fik en tallerkenfuld ravioli og lidt at drikke.

DSC00160
Kontrollen i Pomonte.

Etape 12. Søndag 19. august, 21:15.
MONTALCINO – CASTELNUOVO BERARDENGA
53 km, 1020 km i alt, 502 højdemeter
Jeg forlod festen i Montalcino kl. 21:15.
De første 5 km af denne etape var ned ad bakke i høj fart, så fladede ruten ud og var mere eller mindre vandret med få og små bakker op og ned. Det mindede meget om Danmark, så jeg kunne holde en god fart i forhold til den foregående etape, og jeg var kun nødt til at trække min cykel to eller tre gange. Jeg ankom til Castelnuovo Berardenga 10 minutter efter midnat i godt humør, da det ’kun’ havde taget mig 3 timer at køre etapens 54 km – ikke dårligt sammenlignet med den foregående etape. Et bad, et tøjskifte – her var nemlig den anden ’drop-bag’ – og søvn fra kl. 1 til 4 – det længste jeg havde sovet siden starten og det på trods af, at min hals stadig gjorde ondt og forhindrede mig i at sove på ryggen. Jeg fyldte min cykeltaske op med energibarer og drikkepulver og huskede også at bytte mine ubrugelige slanger ud med nogle af et andet mærke, der ikke har løse ventiler.

Etape 13. Mandag 20. august, 4:25.
CASTELNUOVO BERARDENGA – MONTAIONE
101 km, 1121 km i alt, 1256 højdemeter
Før jeg kørte igen, spiste jeg endnu et måltid for at fylde mine depoter op. Da jeg kørte ud fra kontrollen, ankom en gruppe på fire cyklister, så jeg var altså ikke den sidste. Jeg trak cyklen op ad en bakke, da solen stod op, og stoppede op for at nyde himlens farver efterhånden som den langsomt skiftede fra blåsort over rød og orange til gul. Det var nogle uforglemmelige minutter, som jeg forsøgte at fange med mit kamera, men billedet er kun en bleg kopi af, hvad jeg så i virkeligheden. Kort efter punkterede jeg, men det kunne ikke ødelægge glæden over solopgangen.
Da jeg ankom til Siena kl. 6:30, var byen langsomt ved at vågne, og den var helt tom for alle de turister, der normalt flokkes i gaderne. Sikken en oplevelse at få lov til at cykle ned gennem de smalle, næsten mennesketomme gader, der var brolagt med kæmpestore sten. De næste 2-3 timer havde jeg god fart i cyklen – 15 km/t op ad bakke og 49 km/t nedad. Det var en dejlig varm og solrig dag, men ikke helt så varmt som de foregående dage. Efterhånden som temperaturen steg, og jeg kom til flere bakker, var jeg nødt til at stå af og trække et par gange, før jeg ankom til Montaione kl. 11:40. Det blev stadig varmere og varmere, og jeg var svimmel af mangel på søvn, så efter at have spist og drukket, lagde jeg mig ned for at sove i skyggen. Min hals var stadig øm, men det forhindrede mig ikke længere i at sove. Jeg sov en times tid og fortsatte derefter. Min kone sendte en sms fra hotellet og fortalte, at deltagere, der var udgået, nu flokkedes på hotellet, hvor de underholdt hinanden med deres grufulde pinsler og hårrejsende strabadser, hvilket hun var godt underholdt af. Jeg svarede, at hun ikke skulle tro alt, hvad hun hørte….

Etape 14. Mandag 20. august, 13:25.
MONTAIONE – CASTELNOVO GARFAGNANA
102 km, 1223 km i alt, 807 højdemeter
En kort klatretur og så var det ellers stort set ned ad bakke de næste 30 km, hvilket jeg nød i fulde drag. Et par timer senere kom jeg forbi en lille, grøn park, som så ud til at være det perfekte sted at tage en eftermiddagslur. Så jeg stoppede, fik fyldt maven godt med vand ved en vandpost og trak så over til en bænk i skyggen af et stort træ. Pokkers! En anden deltager havde allerede besat bænken, som var den eneste bænk i skyggen. Jeg kiggede mig omkring og fandt et rart sted i græsset under et andet træ. 15 minutters let søvn og så var jeg på farten igen efter endnu en gang at have fyldt både mave og dunke ved vandposten. Rytteren på bænken sov stadig tungt, da jeg kørte. Jeg ankom til Castelnuovo Di Garfagnana kl. 19:15. Ved kontrollen mødte jeg endnu en gang svenske Nils, der nu havde fået en halskrave på, fordi han led af det, jeg kalder ’Sankt Bernhard syndromet’ – eller ’Shermer’s Neck’ – en tilstand, hvor man ikke kan holde hovedet oppe, fordi musklerne så at sige har givet op. Ofte ser man ryttere med denne lidelse forsøge at klare sig igennem ved at binde en drikkedunk eller en coladåse under hagen for at holde hovedet oppe – deraf min henvisning til Sankt Bernhard og hans hunde. Nils’ krave gav anledning til megen moro og muntre kommentarer fra hans italienske cykelkammerater, da de begav sig af sted, netop som solen gik ned. Da jeg havde spist, drukket og fået opladet min telefon, gik jeg over i sovesalen for at få lidt hårdt tiltrængt søvn. 50 minutter senere kørte jeg igen – skuffet og sur, da støjen i sovesalen – der skyldtes hjælpere og tennisspillere i hallen ved siden af – havde umuliggjort ethvert tilløb til søvn.

DSC00202
Flydebro jeg trk cyklen.

Etape 15. Mandag 20. august, 21:30
CASTELNUOVO GARFARGNANA – AULLA PALLERONE
54 km, 1277 km i alt, 786 højdemeter
Jeg fulgtes ud af byen med en russer, der var glad for at have følgeskab, da han kun havde en lille, svag forlygte. Vi kørte af sted på veje, hvor mørket blev forstærket af træernes blade, der lukkede fuldstændigt af for stjernernes lys. Russeren var tæt på at falde i søvn og slingrede kraftigt fra side til side på en måde, som jeg alt for godt ved er et tegn på akut søvnmangel. Han stoppede flere gange og rystede hovedet for at vågne lidt op, men det hjalp ikke meget. Efter 25 km op ad bakke nåede vi toppen og kunne derfra nyde at køre nedad. Men vi kørte ikke meget hurtigere, end da vi kørte op ad, for min ledsager var nødt til at køre med fødderne på asfalten for at holde balancen, samtidig med at han havde et godt tag i bremserne for at holde farten nede. Hans klamper må være blevet slidt helt ned på denne strækning. Da vi nåede en lille by, Pieve San Lorenzo, efter tre timers langsom cykling, stoppede min russiske ven ved den første bænk, vi kom forbi, og sagde farvel, da han ville have noget søvn, før han fortsatte. Dette var det eneste fornuftige at gøre, så jeg ønskede ham en god nat og fortsatte. Det var mere eller mindre ned ad bakke resten af etapen med kun en enkelt bakke, jeg var nødt til at gå op ad. Jeg ankom til Aulla kl. 1:30, så jeg havde kørt denne etapes 54 km med et gennemsnit på 13,5 km/t – ikke godt, men heller ikke så dårligt når man tager i betragtning, at det var nat, og at jeg var udkørt. Kontrolposten var en lukket tankstation, hvor jeg ikke kunne finde noget stempel, så jeg tog et billede af min cykel som bevis på, at jeg havde været der. Jeg gik ind mellem to små bygninger for at finde noget vand og var nær snublet over en gruppe cyklister, der lå og sov på jorden. Jeg besluttede at vente med at finde vand for ikke at vække dem og lagde mig ned ved siden af tankstationen indhyllet i et ’knitretæppe’. Af en eller anden uforklarlig grund er ’knitretæpper’ altid lige så små, at den kolde vind kan komme ind ad en sprække og hindre en i at sove, så efter mindre end ½ time stod jeg op, da de andre gæster på tankstationen begyndte at røre på sig.

Etape 16. Tirsdag 21. august, 2:30.
AULLA PALLERONE – DEIVA MARINA
74 km, 1351 km i alt, 1913 højdemeter
Da jeg fik viklet mig ud af mit knitretæppe, opdagede jeg, at min svenske ven, Nils og hans italienske venner var blandt mine værelseskammerater, så vi hilste endnu en gang på hinanden, og endnu en gang forsøgte jeg at følge med, da vi kørte af sted, og endnu en gang måtte jeg lade dem køre, da jeg stadig var for træt. Den næste etape var den, jeg på forhånd havde frygtet mest, da den havde to toppe med en del stejle passager. Jeg vidste, at hvis jeg ikke fik lidt regulær søvn, ville etapen blive nærmest umulig at komme igennem, så jeg tog en lur i et busskur, hvor jeg sov 1½ time, og senere endnu en kort lur i en lille muret bygning. Efter 40 km kom jeg over den første top og kunne nyde 10 km ned ad bakke, mens solen stod op over bjergene. Snart efter var jeg atter på vej op ad et bjerg – 7 km med 400 højdemeter. Mine knæ og ben gjorde ondt, men jeg klarede at komme op uden at måtte trække cyklen en eneste gang! Det var herefter en relativ let tur til Devia Marina med kun en enkelt stigning og en dejlig, lang nedkørsel, før jeg ankom til kontrollen kl. 10:10. Selv om etapen på papiret så slem ud, syntes jeg ikke, den var så slem endda – måske fordi jeg havde nuppet en lur et par gange undervejs. I Devia Marina fik jeg vand og pasta – lige hvad jeg trængte til. Jeg var helt klart en af de sidste ryttere, da support-teamet begyndte at lukke kontrollen ned, og kun få ryttere ankom eller fortsatte, mens jeg var der.

DSC00192
Morgenstemning på vej mod Deiva Marina.

Etape 17. Tirsdag 21. august, 11:00.
DEIVA MARINA – CASELLA LIGURE
92 km, 1443 km i alt, 1460 højdemeter
Mens jeg var ved at gøre klar til at køre igen, fik jeg en lille sludder med en italiensk deltager, der sammen med en yngre kvindelig deltager også var ved at gøre sig klar til at køre videre. Vi snakkede lidt om det usædvanligt varme vejr, og så spurgte han, om jeg vidste hvem, der var sidste mand i løbet? Det vidste jeg ikke, og han fortalte mig med stolthed i stemmen, at det var han! Han fortalte derefter, at han var 77 år(!) og mente, at det var noget af en præstation, hvis han kunne gennemføre Miglia. Det kunne jeg bekræfte, at det ville være. Jeg startede op ad bakken sammen med de to italienere, men snart kørte de fra mig, da jeg ikke kunne følge med. Så nu var det åbenbart mig, der var sidste mand – slået af en 77-årig og en ung pige…. Hen på eftermiddagen følte jeg mig atter træt og søvnig, så jeg begyndte at kigge mig om efter et egnet sted at sove. På vej gennem en by så jeg en tom legeplads fuldt udstyret med skyggefulde træer og en vandpost. På et skilt ved indgangen stod der ’Ingen cykler’, så jeg gik ind i vished om at jeg ikke ville blive forstyrret af andre deltagere. Jeg sov ca. 30 minutter på en bænk, før jeg fortsatte. Kort efter begyndte den næste, stejle stigning. Jeg var nødt til at stå af og trække to gange på de stejleste stigninger. Ved 5-tiden var jeg kommet over toppen og ankom til en bar, der myldrede med motorcyklister. Da jeg parkerede min cykel ved siden af motorcyklerne, kom en gruppe bikere over for at tage mig og min maskine i øjesyn. På trods af sprogbarrieren fik vi os en god snak om cykler, Miglia, liggecykler og adskillige andre emner, hvorefter jeg kunne fortsætte til ’optankning’ i baren, hvor jeg nød et stykke pizza og en cola. Da jeg kørte ud fra parkeringspladsen, fik jeg ’thumbs-up’ fra bikerne. Efter en kort stigning var de sidste 15-20 km mere eller mindre ned ad bakke i god fart, indtil jeg kl. 18:45 ankom til Casella Ligure, hvor jeg fik mit stempel, lige inden kontrollanterne pakkede sammen. Der var nu mindre end 200 km forholdsvis let cykling tilbage, så jeg begyndte at spekulere på, om jeg ville være i stand til at gennemføre indenfor den oprindelige tidsramme….

Etape 18. Tirsdag 21. august, 19:20.
CASELLA LIGURE – CASTELLANIA
55 km, 1498 km i alt, 410 højdemeter
Solen var ved at gå ned, da jeg gav mig ud på den næste, korte etape, der ville føre mig til Fausto Coppis fødeby – et velvalgt sted for den sidste kontrol inden målet i Nerviano. Efter 45 km let ned ad bakke drejede ruten skarpt til højre væk fra hovedvejen og begyndte at gå op ad. Jeg var nødt til at trække cyklen flere gange. Hvor nedværdigende! Her var jeg på en slags pilgrimsrejse til Faustos fødeby og så var jeg nødt til at trække op ad bakke! Jeg var glad for, at den mørke nat skjulte min skam, da jeg trak gennem flere små landsbyer. Jeg ankom til Castellania kl. 22:20, så jeg havde kørt lidt mindre end 20 km/t på denne korte og forholdsvise lette etape. Den lille landsby er totalt viet til Faustos minde – store plakater af ham pryder de gamle bygninger, og et stort monument er bygget til hans ære ved siden af et museum til minde om hans liv. Da jeg ankom til monumentet blev jeg hilst af to venlige officials, der stemplede mit kontrolkort og sikrede sig, at jeg fik noget at spise og drikke. Jeg var temmelig udkørt, så jeg besluttede at få noget søvn inden de sidste 122 km. Jeg fik en skummadras, som jeg lagde på en bænk udenfor ved siden af monumentet. Og der, under stjernehimmelen og med Fausto Coppis ånd svævende over mig, lukkede jeg øjnede og fik den bedste søvn, jeg havde fået siden starten på Miglia.

Etape 19. Onsdag 22. august, 2:45.
CASTELLANIA – NERVIANO
122 km, 1620 km i alt, 272 højdemeter
Jeg sov 3½ time – det meste og det bedste, jeg havde sovet under hele Miglia – og vågnede nogenlunde frisk. Jeg fik noget mere at spise og drikke og satte så ud på den sidste etape – nu med visheden om, at jeg ville være i stand til at gennemføre, selv om jeg ikke var sikker på, at det ville blive inden for den oprindelige tidsfrist. Da solen stod op kl. 6:30, befandt jeg mig på vej gennem kæmpestore rismarker. En let tågedis gav den opstigende sols lys et næsten overnaturligt udtryk. Jeg var nødt til at stoppe for at tage et par billeder med mit kamera. Få kilometer efter punkterede jeg igen. Det tog 15 lange minutter at skifte slangen – jeg må have været træt. Kort efter kom jeg til en flydebro over en flod. Broen bestod af en vej, der var lagt hen over en række både, der stod på flodens bund og som kunne flyde, når vandet steg. Vejen var lavet af store, løse planker, der hoppede og dansede, når bilerne kørte hen over dem. Jeg besluttede – for sidste gang i denne udgave af Miglia – at trække cyklen hen over broen. Derfra snoede vejen sig gennem fladt landbrugsland, indtil jeg ankom i Nerviano kl. 9:58 efter 133 timers cykelløb – 2 timer før den oprindelige lukketid. Det plejer at være et antiklimaks at komme i mål, men Joan, min kone, Per, Thomas og Dorte, Thomas’ bedre halvdel, var mødt op for at tage imod mig med klapsalver og lykønskninger. De ville høre, og jeg ville gerne fortælle, så jeg fik først det officielle tidsstempel kl. 10:05, men hvad betyder 7 minutter, når man har været 133 timer undervejs? Vi fik snakket lidt mere, og så kunne Joan og jeg cykle langsomt hjemad mod hotellet, et bad, et ordentligt måltid – uden pasta – og en velfortjent søvn.

DSC_2402
Medaljen udleveres.

Lidt tal
Distance: 1620 km officielt, 1616 km ifølge min GPS. Af disse trak jeg cyklen 15 km.
Højdemeter: 16.724 officielt. 16.677 ifølge min GPS.
Tid: 133 timer 5 minutter i alt – heraf 89 timer, 1 minut cykling inkl. trækken, 18 timer søvn af hovedsagelig dårlig kvalitet, 26 timers spisning, snak mv.
Gennemsnitlig hastighed på cykel eller gå-ben: 18,2 km/t
Temperatur: Max ca. 49 grader, min. ca. 15 grader.
Antal punkteringer: 3
Antal tilmeldte: 330
Antal deltagere til start: 288
Antal gennemførte: 193

Per Leth Jakobsen gennemførte på 112 timer 22 min.
Jens Gravesen gennemførte på 114 timer.
Thomas Holm Petersen måtte desværre udgå pga. sygdom.

Faktaboks
Min cykel
Cykel: Bacchetta Carbon Aero 2.0
Forhjul: Speciallavet dynamohjul, Mavic CXP 33-650, SONdelux dynamonav, 26’’ (571 ERTRO)
Baghjul: ALEX 320DX-Tri, 650c (571 ERTRO)
Dæk: Schwalbe Ultremo R.1
Dækindlæg: ProLine AntiPlatt
Krank: FSA SLK Carbon Crank, compact 50-32
Kasette: SRAM 11-32
Forskifter: Microshift R439 SS
Bagskifter: SRAM X0
Skiftegreb: SRAM X9 drejeskiftere
Pedaler: Time Atac XS
Forlygte: Edelux
Baglygter: Smart Superflash, der rystede i stykker under vejs, Smart Lunar R1
Sidespejle: 2 Zefal Spy
Computer: Sigma 1609 STS (nulstillede sig selv efter ca. 1100 km)
Klokke: BBB
GPS: Garmin Oregon 300 + bunker af batterier
2 Drikkedunke
Taske: Brain Bag med værktøj, dæk, 3 slanger, lappegrej, Raw-bite- barer, mad, ekstra tøj osv.
Pumpe: Lezyne