Shimano XTR

Updated: juli 1, 2013

Shimano Xtra

Vi har testet Shimano XTR. Serien byder på stor alsidighed, tilfredsstillende lav vægt og en spændende feature til bagskifteren. Men vi ser gerne forbedringer, så gruppen for alvor kan true XX-duksene fra Sram.

Af Christopher Glimberg Rønne

XTR. Tre bogstaver, der kan få øjnene til at tindre på mountainbikenørder over hele verden. Jeg var bare en stor dreng i 1991, men stor nok til at tabe underkæben af benovelse, når der kom en af de nye heftige cykler med knoprede dæk og mange gear kørende forbi mig. Jeg og de andre drenge på vejen lærte hurtigt at kigge efter bogstaverne på skifteren bagerst. Og XTR var det fineste, fedeste og fornemmeste, man kunne have på sin cykel. Først i slutningen af årtiet fik jeg råd til selv for første gang at træde med Shimanos bedste mtb-serie. Og jeg har været fan lige siden.
I dag har Shimano forlængst fået konkurrence fra andre mærker på markedet for mtb-udstyr. Særligt Sram har overtaget rollen som klassens duks med sine innovative 2×10-, XX- og XX1-serier. I dag er XTR ikke længere den letteste eller dyreste mtb-serie. Srams XX- og XX1-serier er markant lettere og en hel del dyrere. Skal man sammenligne Sram og Shimano, er det snarere X0-serien fra Sram, som XTR-serien skal måles op imod.

Alsidig
Gennem hele denne sæson har jeg haft lejlighed til at køre med den seneste XTR race serie. Nærmere betegnet har jeg kørt med kranksæt, kassette, bremser, for- og bagskifter samt gearskiftere fra den seneste XTR serie. Og den korte historie kunne jeg måske have skrevet på forhånd, for XTR kan stadig – her mere end tyve år efter mit første møde med den – begejstre. Serien er lettere (samlet ca. 200 gram), skarpere og giver mere kontrol end sin forgænger. Der hvor den seneste XTR aftapning er stærk er på alsidigheden. Der kan vælges præcis det setup, der passer den enkelte rytter. To klinger, tre klinger, kraftigere Trail bremser eller en lettere Race-version, diverse udvekslinger og spredninger på klinger og kassetter etc., etc. Der er ingen undskyldning for ikke at kunne sammensætte den udstyrskombination, der tilfredsstiller rytteren.

Bremser
Her har XTR et kvantespring frem. XTR har siden første serie altid høstet meget ros for sine bremsesystemer. I denne serie har man øget bremseevnen med 10% (i trailserien er evnen forbedret med hele 25%) og samtidig skåret mærkbare gram af vægten. Desuden har man bl.a. udviklet en ny IceTech feature, der betyder, at XTR-systemet nu mere effektivt end tidligere kan komme af med varmeudvikling, der er ethvert bremsesystems fjende. Skiverne på hver 160 mm fremstillet med en aluminiumskerne sikrer effektive opbremsninger. På sporet viser bremserne sig aldeles effektive. De kan nemt håndteres med én finger, hvilket giver dig mere overskud til at styre cyklen. Den imponerende bremseevne betyder i praksis, at man kan vente længere end tidligere med at bremse inden et sving eller en forhindring. Det betyder vigtige sekunder – og en betryggende følelse på sporet.

Shimano XTR

 

For- og bagskifter
Takket være et nyt og længere design på bagskifteren går skiftet fra laveste til højeste gear let og hurtigt. Shadow designet, hvor bagskifteren sidder godt beskyttet for stød og slag forlænger bagskifterens levetid. Men den virkelig fede feature er den orange on/off knap, der på et splitsekund gør det muligt at låse kæden, så den forbliver stram, når det går over stok og sten. På den måde kan man sikre sig, at der altid er kort responstid, når der skal trædes igennem i terrænet. Shimano skal have stor ros for denne mulighed, der er på Shadow Plus bagskifteren i XTR-programmet. Bagskifteren fås med både medium eller lang arm, og vægten er på fuldt acceptable 176 gram.

En forskifter skal skifte hurtigt og præcist under alle forhold. Og så skal den, som alt andet grej til den seriøse rytter, være let. XTR forskifteren sikrer præcise og hurtige skift. Og med en vægt på 130 gram er den også let. Skiftekablet – Dual Pull – kan både komme oppefra eller nede fra krankboxen. Den størst mulige klinge på er 44T.

Shimano XTR

Kranksæt og kassette
XTR serien, der siden 2011 er blevet tilbudt i et to-klinge-setup, byder på et lækkert, let og stift kranksæt. HollowTech II teknologien med hule krankarme sikrer en lav vægt og bidrager til stivheden. Derved bliver den afgørende kraftoverførsel direkte og uden unødvendigt effekttab. Vægten for kranksættet er på ca. 720 gram i letteste udgave. Kranksættet fås også i en Trail udgave med tre klinger, hvoraf den midterste er udført i kulfiber og titanium. Kranksættets lejer er placeret yderst for at gøre systemet så stift som muligt, og seriens forsegling er forbedret, så vand og skidt bedre holdes ude. Derved forøges lejernes levetid og friktionen mindskes. Kranksættet fås i forskellige opsætninger. Jeg har kørt med to klinger 42T/30T, og jeg savnede ikke flere muligheder. For langt de fleste ryttere vil to klinger være at foretrække. Den tredje (bedstemor-) klinge giver mest af alt unødig vægt og kun småt, reelt anvendelsesområde. Det afdæmpede, industrielle design, der præger XTR serien, viser sig tydeligt på kranksættet. Jeg er vild med udseendet, der spiller godt sammen med alle farver. 10 speed kassetten fås i en 11-36T- og en 11-34T-spredning. De 5 største klinger er i titanium for lavere vægt og god holdbarhed. Gearskifterne er ergonomisk meget velkonstruerede og kan indstilles til enten to- eller treklingesetup.

Shimano XTR

Konklusion
Den seneste XTR-gruppe er et oplagt valg for den topseriøse rytter, der ønsker en let og prisrimelig topgruppe (serien koster ca. 12.000 kroner afhængig af udstyrs-variation). Skal Shimano tilbageerobre den tabte trone, skal der flere nytænkende features til, en lavere vægt og samme fokus på driftsikkerhed. Vi venter med spænding på næste XTR(a)nummer.

 
Nærmere oplysninger:
www.bikersbest.dk
Telefon: 63 16 80