Grand Prix Båstad cykelløb

Updated: august 12, 2015

Båstad-20140921112903
Publikum sørgede for god opbakning

– kuperet terræn, højdemeter og god sikkerhed kun et stenkast fra Danmark

”Sådanne bakker har vi sgu ikke i Slagelse”, konstaterede en af rytterne efter at have deltaget i Grand Prix Båstad i 2014. Når Grand Prix Båstad cykelløbet afvikles for anden gang søndag den 20. september 2015, er der garanti for massive stigninger og stejle nedkørsler i det naturskønne område omkring den sydsvenske badeby. Sikkerheden er tilmed i top.

Gigtforeningens cykelløb Grand Prix Båstad ligger tæt på Danmark, men byder på et helt andet terræn og meget smuk natur. Selve ruten er et loop på 15,5 km. Rytterne kan enten køre en samlet distance på 62 eller 124 km. På den lange rute skal rytterne sammenlagt forcere 2600 højdemeter, og turen byder på stigninger på 19 procent, hvor det er stejlest. Det voldte sidste år en del ryttere problemer, og flere blandt de i alt 250 tilmeldte ryttere stod af undervejs. Men både ryttere og arrangører var begejstrede efter afviklingen af Grand Prix Båstad.

Båstad-20140921114207
Gigtforeningens cykelløb byder på smukke udsigter

Stærke vindere
Nils Eigil Bradtberg, som deltog i 2014, lagde sig i front fra start på 124 km ruten fortæller:

”Jeg har cyklet på højt niveau i en del år og vidste, hvilket tempo jeg kunne holde til. Jeg besluttede at træde an på den første bakkespurt og se, hvor mange af de andre, der gik med, og det var der ikke så mange, der gjorde. Så jeg besluttede at køre alene afsted, da jeg kom over bakken,” siger han.

”Ruten var hårdere, end jeg havde regnet med, og stigningsprocenterne var rigtigt, rigtigt høje. Det kunne jeg godt mærke, især på de sidste runder. Det var også en teknisk svær rute i forhold til nedkørsler, og der var vådt, fordi det havde regnet, så det var lidt tricky,” siger Nils Eigil Bradtberg, der kom ind hele 3,5 minut foran nummer 2, Jakob David Jensen.

På den korte rute på de 62 km blev Marianne Ibsen en suveræn vinder for kvinder, og hun kom ind mere end 14 minutter foran nummer 2, Lene Mertins. Marianne Ibsen giver følgende gode råd til de kommende deltagere:

”Det er et bjergløb. Der er stigninger på 19 procent, og dem skal man over mange gange. Det er hårdt, og man kan ikke deltage uden af have trænet regelmæssigt. Hvis man ikke har øvet sig på stigninger og fald, og har over 2000 højdemeter i benene, er det et godt råd at være lidt forsigtig,” siger Marianne Ibsen.

Organisering og sikkerhed er i top

Sidste års vinder på kvindesiden af Grand Prix Båstad fortæller desuden, at løbet adskiller sig fra andre løb ved at have mange hjælpere, og sikkerheden er i top:

”Det unikke ved Grand Prix Båstad er, udover højdemeterne og den flotte natur, de mange motiverede hjælpere, der ved, hvad de skal”, siger Marianne, som understreger den gode stemning under løbet:

”Der bliver taget godt hånd om dig. Du får en rigtig god forplejning både før og efter løbet, og  i det hele taget var det en rigtig god og sikker afvikling af løbet”.

Rigspolitiets Idrætsforening bemander ruten stærkt med 30 motorcykler, der hele tiden følger rytterne, og desuden står 25 såkaldte flagvagter langs hele ruten med flag og guider rytterne.

”Vores opgave er at sørge for sikkerheden, især i det her terræn, hvor der er nogle hurtige nedkørsler og skarpe sving.  Vi var rigtigt godt bemandet på ruten, og det hele forløb meget, meget flot”, siger Jørgen Guldborg, der er formand for Rigspolitiets Idrætsforening.

Fakta om Grand Prix Båstad
Cykelløbet afvikles den 20. september i Båstad – 55 km nord for Helsingborg. Det er et motionsløb for amatørcykelryttere med mod på udfordringer, som er lidt større end dem, det flade danske landskab kan byde på.

Det er muligt at vælge mellem to distancer – 62 km eller 124 km – og opleve stigninger på op til 19 procent og nedkørsler på hele 21 procent. Distancen på 124 km med 8 loops giver i alt 2600 højdemeter

Ved at deltage i cykelløbet er du samtidig med til at samle penge ind til en godgørende sag. Det er nemlig Gigtforeningen, som står bag cykelløbet.

Løbet afvikles af Gigtforeningen i samarbejde med Rigspolitiets Idrætsforening og Copenhagen Event Company og med stor hjælp fra de lokale myndighe der og det lokale Hotel Skansen.

 Båstad-20140921113440
Gigtforeningens cykelløb byder på smukke udsigter

Det sagde deltagerne i 2014 på facebook/Båstad:
”Jeg har aldrig kørt et så godt planlagt motionsløb, og hold da op, aldrig har jeg set så mange imødekommende og glade smilende hjælpere”. Jackie Müller.

”Perfekt arrangeret. Løbet overgik alle vores forventninger mht. stigninger, hårdhed og sikkerhed”. Nicky Eide Viebæk Petersen.

”…Vild luksus med alle de motorcykler og frivillige til at hjælpe på vejen rundt, forplejningen var også helt i top….” Kristian Bøge.

Læs mere her: 

www.facebook.com/grandprixbaastad

Tilmeld dig her: www.ultimate.dk