Er du besat af træning ?

Updated: september 30, 2013

Besat af træning

I efteråret 2012 begynder der at dukke avisartikler op med historier om de negative effekter af overdreven træning blandt motionister.”Frustreret triatlon-kone : Hvad fanden er det for en mand, jeg er endt med?” Jernmand indrømmer: ”Triatlon har kostet på familiekontoen”.René løb 120 maraton på et år – ” Jeg tager det altid stille og roligt”.

Af  Ib Jensen

Det rammer et eller andet dybt inde, når man læser historierne om almindelige mennesker, hvis sunde livsstil snigende ændres til en sygelig besættelse af at dyrke motion, og hvor familie, job og sociale aktiviteter nedprioriteres for at kroppen kan få sit. – Omvendt kender man jo også mange i cykelklubben, der altid har holdt sig langt uden for risikozonen for at blive opslugt af træningsnarkomani! Så er der et problem? Efter nogen tid vokser lysten til at høre historien fra hestens mund, fra den fagperson, der har arbejdet mest intensivt med problemstillingen.

En kold vinterdag
lykkes det så Cykelmotion Danmark at få en snak med psykolog v. Center for spiseforstyrrelser ved OUH  og ph. d. studerende ved Syddansk Universitet, Mia Beck Lichtenstein,  der  i sin forskning sætter fokus på et problem, der ikke kun er forbeholdt mennesker, der  er grebet af fitnessbølgen. Inden for et bredt spektrum af sportsgrene er der udøvere, der i stigende grad bliver så afhængige af deres motion og træning, at de fortsætter træningen på trods af skader og overtræning. Motion bliver ikke blot en del af et liv i balance, men selve livet.

Hjernekammer
Mia Beck Lichtenstein byder velkommen på et lille, enkelt indrettet kontor ved Børnepsykiatrisk afdeling, Psykiatrien i Region Syddanmark. Væggene er udsmykkede med medicinske plancher og med nogle få personlige billeder. Tydeligvis en arbejdsplads – ikke en varmestue.MBL fortæller åbent. ”Det er interessant at præsentere sit arbejde og sine ideer og synspunkter for en, der har tilknytning til idrætsmiljøet. De fleste journalister har ingen tilknytning til sport eller idræt. Det at være aktiv selv giver helt automatisk en anden vinkel eller baggrund. Jeg bliver næsten altid spurgt, om grunden til min interesse for forskningen i træningsafhængighed er den, at jeg selv er løber. Det irriterer mig lidt. Jeg regner ikke med at en forsker i alkoholrelaterede sygdomme bliver spurgt, om hendes interesse skyldes, at hun selv har et misbrug”. Mia Beck Lichtenstein bløder sit statement op med et lille skævt smil. 

CMD: Hvad er din personlige baggrund?

MBL: Jeg er uddannet psykolog i 2005 fra Københavns Universitet. Inden da havde jeg en bachelor i Idræt og Sundhed fra Syddansk Universitet. Jeg er ansat ved Center for spiseforstyrrelser ved OUH, men har lige nu orlov for at skrive min ph.d. Og ja, jeg er løber, elsker at løbe – bare det ikke bliver for langt, så kommer jeg til at kede mig! 

CMD: Hvad er træningsafhængighed?

MBL: Mennesker kan blive afhængige af enhver aktivitet, der medfører en umiddelbar og vedvarende belønning. Det kan være tobak, alkohol, spil og mad eller motion. Der er efterhånden en lang tradition for forskning i træningsafhængighed. Det startede tilbage i 70’erne, hvor man især havde fokus på de positive effekter. Senere har man så indset, at afhængigheden af træning også kan have negative bivirkninger. To amerikanske forskere har beskrevet motionsafhængighed ud fra en mindre omskrivning af de kriterier, der bruges til at vurdere, om en person har et misbrugsproblem med alkohol eller stoffer.

Der eksisterer syv kriterier for afhængighed, og mindst 3 skal være til stede. I England har forskere ud fra dette udviklet et spørgeskema, som kan bruges til at screene for træningsafhængighed. Det fik jeg oversat i mit ph.d. projekt og testet på en gruppe danske motionister. Dette spørgeskema er nemt at anvende i praksis og kan bruges til at afklare, om den pågældende er i risikogruppe for at have et afhængighedsproblem, har symptomer på afhængighed eller ikke udviser symptomer på motionsafhængighed.

( se indsatte faktaboks ,red.)

Besat af træning

MBL har talt sig varm og fortæller engageret:
Vi ved ikke rigtigt, om træningsafhængighed er et fænomen eller et problem. Men min forskning, hvor knap 600 motionister (fitness og fodbold) deltog i en spørgeskemaundersøgelse, viser, at der er ca 6% af deltagerne der udviser træningsafhængighed. I øvrigt mener jeg, at træningsafhængighed kan optræde inden for alle sportsgrene. Måske med overvægt i de sportsgrene, hvor man kan fortsætte aktiviteten i lang tid f.eks. cykling. Men det er egentlig ikke interessant, inden for hvilke sportsgrene afhængigheden opstår. Hvis du drikker, er det heller ikke interessant, om du drikker snaps eller vin. 

CMD: Træningsafhængighed er vel et luksus problem? Skal man ikke hellere glæde sig over alle dem, der trives fint med deres idræt og oplever alle de positive effekter af at træne?

MBL: Træningsafhængighed er et komplekst problem, som man kun kan beskrive og forstå, hvis man medinddrager både biologi, psykologi og kultur.

Træning kan jo være en god strategi i livet. Ved personlige kriser, skilsmisse etc.  er det oplagt, at motion kan dæmpe angst og uro og give mere ro og overskud. I forhold til at kaste sig ud i et alkohol- overforbrug, kan motion være en god strategi. 

Men hvis det kammer over, kan der være store omkostninger. Jeg har haft en del klienter, hvor træningsafhængighed har bragt dem så langt ud, at de ville stille op til maraton selv med skader. Hvis kroppen bliver hele livet – som udtrykt af den norske psykiater Skårderud: ”Verden er større end kroppen, men kroppen kan være verden” – så er man ekstremt sårbar, især hvis man bliver så ødelagt af sin massive overtræning, at man ikke længere kan træne. Så mister man ikke alene fysikken men også tilknytningen til træningsmiljøet og sit netværk og sin status.

Der en søgning mod det ekstreme i samfundet. Det er ikke længere nok at løbe maraton. Det er ikke længere noget unikt at have løbet et maraton. Nu skal man gennemføre en jernmand for at være med på beatet. Det er egoistiske træk, der hyldes. Det skal holdes op imod, at vi også skal have resten af livet med arbejde, parforhold og børn til at fungere.

Træningsafhængighed og angstanfald

MBL fortæller: I mit virke som psykolog har jeg haft en ung mand i behandling for træningsafhængighed.

Det startede med en beslutning om, at det skulle være slut med at være tyk og utrænet. Efter en beslutning om at stille op i Copenhagen Marathon træner Jesper mere og mere. Kiloerne rasler af, og maratonløbet gennemføres uden problemer. Efterhånden bliver Jesper grebet af træningen, der bliver mere og mere omfattende og krævende. Efter flere maratonløb med gode tider, vælger han at satse på triatlon, hvor han efter et par år bliver så god, at han tilhører sub-eliten. Jesper får megen anerkendelse for sine resultater og træner efterhånden op til 20 timer om ugen, samtidig med, at han har familie med kone og et lille barn. Træningen får første prioritet, så arbejdet  og endelig familien! I to år lever og ånder Jesper for sin træning  selvom han oplever træthed, og resultatfremgangen udebliver. Det ender med, at Jesper oplever angstanfald med brystsmerter, muskelspændinger overalt i kroppen og tror, at han skal dø. Han udvikler panikangst og opsøger en sportspsykolog – mig , hvorefter vi indleder et langvarigt behandlingsforløb. I dag er Jesper ude af sit overtræningsmønster. Han har et normalt familieliv og løbetræner regelmæssigt. Prioriteten er nu familien, arbejde og endelig motionen. Jesper er ikke en opdigtet person, og jeg har også mødt andre træningsnarkomaner, der havde brug for professionel hjælp. Det er nogle af deres historier, der er omtalt i min bog ”Besat af træning”, der udkom i starten af 2013.

På grund af de store personlige omkostninger, der kan være, mener jeg, at man skal arbejde på at få mere viden om træningsafhængighed. Er det bestemte personlighedstyper, der udvikler træningsafhængighed? Hvordan kan man forebygge og behandle? Det er noget, jeg gerne vil arbejde videre med.

I den gruppe af i alt 41 deltagere i ovennævnte spørgeskemaundersøgelse, der udviste  træningsafhængighed, har jeg fundet flere med tendens til perfektionisme, optagethed af kroppen og symptomer, der er relateret til spiseforstyrrelser, end i den kontrolgruppe, der blev sammenlignet med.

Jeg  har fundet de træningsafhængige mere konkurrenceorienterede, mere vedholdende og med højere mål end normalt. Det er egenskaber, der er nødvendige i eliteidræt. Omvendt har andre fundet de træningsafhængige med lavere selvværd, mere selvoptagede og med flere identitetsproblemer. 

CMD: Det lyder, som de kunne være udfordret på deres livskvalitet?

MBL: Man har ikke påvist forskel i livskvalitet mellem dem, der er i risiko for at blive træningsafhængige, og kontrolgruppen. – Men der er nedsat livskvalitet på smertescore. Eller sagt med andre ord. De træningsafhængige træner på trods af skader, der giver dem smerter. Og det gælder både kroniske og akutte skader.

Forebyggelse og behandling

CMD: Hvordan kan man forebygge og behandle træningsafhængighed?

MBL: Forebyggelse kræver, at der sættes ind både på det personlige plan og samfundsmæssigt. Du kan selv undersøge, om du er træningsafhængig eller på vej til at blive det. Undersøg hvor meget træning påvirker dine hverdagsaktiviteter som  skolearbejde og familieliv. Hvordan påvirker træningen din fysiske og psykiske sundhed. Hvad siger du til udsagnene i  spørgeskemaet? Og er du indstillet på at forandre dine vaner?

Og så er det vigtigt, at trænere og behandlere skal være opmærksomme på problemet.

Samfundsmæssigt er der brug for mere viden. Der skal forskes inden for området. Der skal debatteres, så kendskabet til fænomenet træningsafhængighed øges og nuanceres. Tabuerne skal nedbrydes.

Selve behandlingen er en kombination af nedtrapning og adfærdsterapi kontrolleret med samtalebehandling til behandling af den angst og kontroltab, som nogle oplever. Man skal genvinde gamle interesser og andre steder end lige sporten, hvor man kan opleve fællesskab og venskaber.

Det er mit ønske, at der etableres et behandlingstilbud i det offentlige sundhedsvæsen. Det findes ikke endnu. Som det er nu, er man som træningsafhængig sportsudøver nødt til at opsøge en privat psykolog .

Læs anmeldelsen af  Mia Beck Lichtensteins bog: ”Besat af træning – når sund motion bliver til skadelig afhængighed” andetsteds i magasinet.