EM i cykling i Herning august 2017

Updated: marts 25, 2017

Ruterne til EM i cykling i Herning august 2017 – pressemøde med publicering af ruterne

Den 23. marts 2017 blev ruterne til dette års europamesterskab i cykling afsløret ved et pressemøde i Herning Messe Center (HMC).


Ved pressemødet kunne borgmester Lars Krarup byde velkommen sammen med repræsentanter fra DCU og HMC til endnu en stor cykelbegivenhed på dansk grund (læs: Herning).

Lars Krarup understregede i sin velkomst, at Herning i lang tid har været Danmarks cykelby nummer et, og at det ville de satse meget på, at den i nutiden og i fremtiden skulle vedblive med at være. Som, i så mange andre sammenhænge, så er der handling bag ordene. Det har betydet at EM 2017 er tildelt Herning – og det er noget de tager meget seriøst. Allerede nu er de langt i planlægningen, så langt at ruterne nu er fastlagt for alle disciplinerne.

Som det også fremgik af den samlede præsentation, så er der ingen bakker, bjerge eller alper i nærheden af Herning, men på trods af dette er det fundet en rute, der kan tilfredsstille sprinterne i felterne og har start og mål i nærheden af HMC. Dette giver rigtig gode muligheder for parkering for tilskuerne og plads til de forskellige holds servicevogne m.v.

En del af ruten går direkte gennem Herning midtby, og rummer – foruden skarpe sving – også en mindre passage med brosten. Vejene er forholdvis smalle og med en forventet/ønsket vestenvind, skulle der være basis for et rigtigt godt cykelløb.

Det ser ud til, at ingen del af ruten ligger mere end 10 km fra Herning, hvilket giver rigtig gode muligheder for de forventede mange tilskuere.

For cykelsporten er det fantastisk, at man nu atter kan se cykelløb med nogle af Europas bedste ryttere, og der er allerede nu stor interesse fra cykelfans fra hele Europa – både som tilskuer og som deltagere i et af de to motionsløb, der sideløbende finder sted sammen med dette arrangement i gigastørrelse.

Jeg forstår godt, at Herning by gerne vil arrangere et sådant EM. Det betyder nemlig, at rigtig mange overnatter, spiser og laver indkøb i Herning i den periode, hvor mesterskabet afvikles, så det er ikke alene en god PR-begivenhed for Herning, men også en gylden mulighed for servicebranchen og handlen i byen. Held og lykke med det Herning og DCU.

Vi vil løbende orientere om dette arrangement udvikling.