El Camino de Santiago

Updated: marts 4, 2013

2010-Sommer-080

Cykeltur på den franske Camino, som går fra Saint Jean Pied de Port i Frankrig til Santiago de Compostella i det nordvestlige Spanien. En tur på ca. 862 km.

Af Lillian og Hardy Hundebøl

Vi valgte at starte i Roncesvalles, som ligger 28 km fra Saint Jean Pied de Port på den spanske side af grænsen i Pyrenæerne i 962 m.o.h. Vi kørte turen på MTB med cykeltasker på bagagebæreren. Vi havde valgt at overnatte på herberger, som ligger langs med Caminoen i de små og store byer, man passerer på ruten. På denne måde skulle vi ikke have telt med, men kun soveposer. Vi havde fået sponsoreret cykeltrøjer af Cykelmotion Danmark, og det viste sig at være rigtig dejligt. På hele turen cyklede vi med Dannebrog på både ryg og mave. Vi fik hilst på mange danskere, som jo straks vidste, hvor vi kom fra, det var en dejlig oplevelse. Vi havde disse cykeltrøjer på hver dag. Dette var muligt, da vi næsten kunne vaske dem hver dag, og de kunne tørre i løbet af et par timer i solen, som var med os bortset fra et par enkelte dage. Vi ankom til Roncesvalles med vores cykler bag i bilen lørdag aften den 28. aug. 2010. Roncesvalles er en lille by, hvor der stort set kun er en kirke, et kloster, et hotel, en restaurant og en parkeringsplads. Det viste sig, at der var rigtig mange, der startede her – både gående og cyklende pilgrimme. Vi fik vores pilgrimspas udleveret stemplet og udfyldt med de relevante oplysninger og fik derefter anvist vores første overnatningssted, som viste sig at være en række containere med plads til 10 personer i hver. Inden vores første pilgrims-menu i restauranten, kunne vi nå messen i kirken, hvor vi alle blev velsignet og ønsket god tur til Santiago.

2010-Sommer-068

Nu går starten – Muslingeskallen viser vej

Søndag morgen
startede turen for alvor. Vi fik pakket taskerne og spændt dem på cyklerne. Bilen blev låst forsvarligt, og vi håbede så, at den stod der uskadt, til vi nåede tilbage. Vi havde afsat 14 dage til cykelturen og regnede med, at det kom til at passe nogenlunde. Vi startede kl. 9, og første mål var Pamplona. Det gik rigtig godt, da vi startede med at køre nedad. Det skulle vise sig, at vi skulle opad igen, før vi nåede til Pamplona. Vi ankom kl. 12.30 i det herligste solskin efter 45 km let kørsel op og ned. Pamplona er en stor by, og vi skulle nu finde herberget. Vi stoppede en tilfældig på gaden og spurgte om vej. Hardy syntes, der var noget bekendt ved ham, og det viste sig da også, at det var Tour de France exexex-mesteren Miguel Indurain, som viste os retningen til herberget. Han bor i en lille by Villada lidt uden for Pamplona og snakker stort set ikke andet end spansk, så det blev ikke til meget andet end tegn og fakter. Vi fandt herberget, som var et stort og moderne et af slagsen. Overnatningen på herbergene koster typisk 5 euro pr. person. Efter et bad havde vi eftermiddagen og aftenen til at se på byen. Pamplona er kendt for at slippe unge tyre løs i gaderne. Dette foregår den 7. juli, så der var ikke fare for at blive løbet ned af en tyr denne dag.

2010-Sommer-115

Herberget i El Bungo Ranero – ydermurene er af kolort

Den 30. august.
var vi tidligt oppe og af sted kl. 7. Det var stadig ikke helt lyst, så vi blev enige om, at vi ville starte lidt senere på resten af turen. Denne dag blev turens længste etape på 103 km. Det blev også en hård bjergetape med 1468 højdemeter. Vi var stadig i Pyrenæerne, så det gik meget op, men også lidt nedad ind i mellem. Denne dag indfandt turens eneste uheld sig. Lillian punkterede på forhjulet, og forbremsen blev defekt. Det blev ordnet, og efter en varm og lang dag ankom vi til Logrono kl. 16.30. Herberget var lille og blev drevet på frivillig basis i forbindelse med kirken. På dette herberg kostede det ikke noget at overnatte, man giver i stedet donation efter eget valg. Det er selvfølgelig skik og brug at give ca. det samme, som det koster andre steder. Her blev vi inviteret til aftensmad i fællesrummet i herberget, og sandelig om ikke der også var morgenmad. Efter aftensmaden gik vi ad hemmelige underjordiske gange til Santiagokirken, hvor der var en stemningsfuld ”oracion” (velsignelse). Vi gik tidligt i seng, og det blev en naturlig vane resten af turen, da lyset i alle herberger skal være slukket ca. kl. 22-22.30. De første begynder at rumstere kl. 5.30, hvor det jo stadig er bælgravende mørkt. Mange vælger at gå meget tidligt, selvom det er mørkt. De går så indtil middagstid, hvor det næste herberg er fundet. Vi på cykel starter typisk kl. 8, når det er lyst. Det passer også med, at alle skal være ude af herberget inden kl. 8. Alle herberger er lukket mellem kl. 8 og 12. Da skal der gøres rent og klar til næste rykind.

Den 31. august
startede vi da også kl. 8. Efter bjergetapen var det dejligt at cykle på flade, bløde bakker. Dagens etape var 55 km, og vi ankom til Santa Domingo ved middagstid. Vi fandt et dejligt nyt herberg, hvor vi fik vasket noget tøj. I Santa Domingo er den store seværdighed: HØNS I KIRKEN. Der er et lille lukaf oppe under loftet, hvor der holdes høns.

Den 1. september
var målet 70 km, hvor vi skulle gennem et pas i 1150 m højde. Det gik fint ad små og store veje gennem små byer. Vi holdt kaffepause på en lille bar, som Hardy kendte fra sidste år, hvor han cyklede fra Gibraltar til Middelfart. Der kørte de bare den modsatte vej. Det var for øvrigt på Gibraltarturen ideen opstod med at cykle på Caminoen. Efter kaffepausen begyndte det at gå opad, og på et tidspunkt inden vi nåede helt op begyndte det at småregne. Det regnede, indtil vi var gennem passet. Derefter var vi hurtigt tørre igen efter nedkørslen. Herefter gik det ned til Burgos, som ligger ved floden Arianzon. Burgos er en stor by med en imponerende katedral, Santa Maria, som man ikke kan have på eet billede. Efter indkvartering på et stort godt herberg kom der endnu en regnbyge, hvorefter solen var der igen.
Næste dag den 2. september ville vi køre til Fromista. Det var en tur på 80 km ad små veje næsten uden trafik. Vi var nu nået op på højsletten, og der var ikke så kuperet mere. Vi var oppe i ca. 850 m.o.h. og cyklede mellem kæmpe marker med bl.a. majs og vin, og gårdene lå meget langt fra hinanden. Ca. 10 km før Fromista holdt vi pause ved et lille privat herberg, hvor der var en lille svimmingpool i haven. Det var privat drevet, og ejeren kunne nogle få danske sætninger, som han havde lært af danskere, som havde overnattet hos ham i årenes løb. Der var desværre ikke flere pladser, så vi måtte videre til Fromista til det kommunale herberg. Det var nu også meget godt, selvom der ikke var så rent, som nogle af de andre steder vi overnattede.

2010-Sommer-108

Nu er der kun 514 km igen

Den 3. september
var der afgang kl. 7.30, og i dag ville vi gerne nå til El Burgo Ranero. Her ville vi gerne finde et specielt herberg hvor ydermurene består af kolort. Det lykkedes at komme tids nok til at få en plads. Der var flere, som kom senere på eftermiddagen, de måtte videre til næste herberg, for at få en soveplads. Det er et lille simpelt herberg, men pænt og rent, med køkken og vaskemaskine og dejlig stor tørreplads. El Burgo Ranero er en meget lille by med en kirke, en lille købmand og 2 barer. Vi spiste en dejlig pilgrims-menu på den ene bar. Her sad vi nærmest i vejkanten, men da der næsten ingen biler kom, gjorde det nu ikke så meget. En pilgrims-menu består af 3 retter incl. vin og vand til 10 euro. Typisk er det en gang salat, en bøf med pommes frites og is til dessert. En sådan menu kan fås i alle byer med et herberg. På dette tidspunkt havde vi cyklet godt og vel halvdelen af turen, så vores tidsplan holder endnu.

Den 4. september
startede kl. 8 i strålende solskin, som varede ved hele dagen. Det blev en kort flad etape til Leon. Vi ankom kl. 12 og måtte ind på turistkontoret for at spørge om et kort over byen. Samtidig fik vi at vide, hvor de forskellige herberger lå. Vi fandt Santa Maria herberg. Det var et stort herberg med plads til 150 personer. Dette var et af de herberger, der blev drevet ved hjælp af donationer, og nonner stod for arbejdet. Der var kø ved indskrivningen, men vi fik anvist pladser på en stor sovesal med ca. 50 køjesenge. Eftermiddagen og aftenen gik med hygge i byen, hvor vi bl. a. oplevede et bryllup. Her er det tradition, at brudeparret bliver mødt med fyrværkeri og masser af konfetti, når de træder ud af kirken. I løbet af eftermiddagen var der flere brudepar, der blev fotograferet foran den store katedral. Vi gik tidligt i seng, da porten til herberget blev lukket kl. 22.

Den 5. september
startede tidligt kl. 7.30, hvor vi skulle finde ud af byen. Det lykkedes, og vejen til Astorga gik ad en stor lige landevej. I Astorga ligger endnu en stor flot katedral og et byggeri af Gaudi, som huser et museum om fortidens veje, bl.a. pilgrimsruten. Efter Astorga gik det noget op og ned ad små veje, inden vi nåede til Rabanal del Camino. En meget lille hyggelig by med to herberger og et par barer. Vi fandt her et dejligt herberg, hvor atmosfæren var rigtig god, nok det bedste sted vi overnattede. Her kunne vi også spise aftensmad. Byen ligger lige før den store bjergetape, hvor vi skal passere et pas i 1500 m.o.h.
Inden vi cyklede af sted næste morgen fik vi morgenmad i herberget. Det var godt med noget brændstof, inden vi skulle kravle opad i Montes de Leon mod Cruz Ferro (Jernkorset). De første 6 km tog 56 min. og vi kørte 300 m op. Inden Jernkorset nås passerede vi den døde landsby Foncebadon, hvor der kun var et herberg og intet andet. Cruz Ferro er et jernkors i en stenbunke, som er opstået af den tradition, at pilgrimme kaster en sten her, som man har haft med hjemmefra. Her mødte vi flere danskere, der lige som alle vi andre skulle ha´ et billede. Herefter går det op igen til højeste punkt på ruten 1500 m.o.h. På vejen nedad kørte vi gennem flere små landsbyer og en rigtig flot nedkørsel til Molinaseca. Vi cyklede videre til Ponferrada og til Villafranca, hvor vi overnattede. Vi oplevede dagens messe i stor flot katedral, inden vi spiste aftensmaden.

Vejen ud af Villafranca
den 6. september 
gik let opad ca. 15 km. Det gik hurtigt på den gode asfalt, og vi kørte gennem Vega (betyder frugtbar dal), som er meget smuk og frodig. Nu var det tid til opkørsel igen til et pas i 1335 m.o.h. På vejen op begyndte det at regne, hagle og blæse op. Vi nåede op – og så gik det ned igen. Denne nedkørsel skulle være meget flot, men da det var tåget og regnede, fik vi ikke set noget. Til gengæld kom der nogle slemme kastevinde, da vi rundede bjergsiderne. Det var nogle steder så voldsomt, at vi måtte stå af og trække. Vi ville jo nødigt ryge ud over bjergsiden. På vejen ned blev vi meget våde og kolde, og det var en lettelse at se et herberg i Tricastela. Planen var ellers at nå til Samos, ca. 10 km længere fremme, men vi var så kolde, at vi valgte at komme i tørvejr tidligere. Det gjorde godt med varm kakao før og efter badet. Vi var til messe i en meget lille kirke, hvor Hardy læste velsignelse på dansk. Andre pilgrimme fra andre lande læste på deres sprog. Vi nåede at få tørret noget af tøjet, da det klarede op i et par timer.

Den 8. september
var der afgang kl. 7.45. Vi havde cyklet ca. 100 m, da regnen væltede ned igen. Vi søgte ly på en café, hvor morgenmaden blev indtaget. Efter en time blev det tørvejr, og vi fortsatte gennem små hyggelige landsbyer. På en café mødte vi en australier, der også havde været på bjerget i uvejret. Han havde aldrig oplevet noget lignende og frygtede for sit liv oppe på bjergsiden. Vores mål var Palas de Rei, som ligger ca. 70 km fra Santiago. Vi kørte ad en dejlig cykelvej de sidste 20 km til Palas de Rei. Jo tættere vi kom på Santiago, jo flere pilgrimme så vi på stierne. Der er rigtig mange, der vælger at gå de sidste 100 km, for så kan de få det endelige pilgrimsbevis. Man skal nemlig ha´ gået mindst 100 km og cyklet mindst 200 km, for at få beviset. Det bliver kontrolleret ved hjælp at stemplerne i passet, som vi får undervejs på ruten. Det viste sig, at det ikke var så let at finde overnatning. Vi spurgte på flere herberger – men alt var optaget. Hvad gør vi nu?? Jo – vi spurgte en bartender, om han kendte et sted – og jo i en gade tæt på lå en anden bar, hvor der var en pension oven over. Prøv der!! Det gjorde vi og fik et værelse. Skønt med eget værelse og bad og rigtige håndklæder! De små hurtigt tørrende fiberhåndklæder kom ikke i brug denne dag.

Den 9. september
startede vi senere, da vi jo havde eget værelse og ikke nødvendigvis skulle være ude inden kl. 8!! Baren, hvor nøglen skulle afleveres, åbnede heller ikke så tidligt. Dette var så dagen, hvor vi ville nå Santiago. Vi nåede byskiltet kl. 13.40, og vejret var virkelig med os, solen strålede fra en næsten skyfri himmel. Vi havde på TV set, at et par dage før var det stormvejr og regn i Santiago. Santiago er en stor by, men det var ikke svært at finde vejen til pilgrimskontoret. Vi kunne bare følge efter de mange hundrede pilgrimme, der skulle samme vej. Inde i den gamle bydel, var der en ældre dame, der ”fandt” os og spurgte, om vi havde et sted at overnatte. Hun havde en lille pension med værelser. Vi slog til med det samme og fik et dejligt værelse. Efter et bad og endnu engang med rigtige håndklæder, skulle vi finde pilgrimskontoret ved siden af den store katedral. Vi fandt hurtigt kontoret, og nu kom tålmodigheden på prøve. Vi stod i kø i over 2 timer, før det blev vores tur til at på pilgrimsbeviset – hvor lang tid mon det tager i højsæsonen?? Nu trængte vi til en stor fadøl! Den fik vi på pladsen foran katedralen. Vi stod nu overfor en ny udfordring : vi skulle tilbage til bilen i Roncesvalles. Vi fandt busstationen og troede, der gik bus til Pamplona (det stod i de papirer, vi havde fået, inden vi tog af sted). Det viste sig, at det kun var i højsæsonen, som sluttede 31. aug.!! Vi fandt en bus, der kørte i den rigtige retning, men der var først plads om lørdagen (vi skulle jo også ha´vores cykler med), så det gav os en ekstra dag i Santiago. Bussen kørte til Irun, som ligger 125 km fra Roncesvalles.

2010-Sommer-201

Næste dag (fredag)
undersøgte vi, om toget var en bedre mulighed, det var det ikke, da de ikke tager cykler med i week-enden. Vi havde en dejlig dag i Santiago fredag, hvor det var mærkeligt ikke at skulle cykle og ikke finde nyt sted at bo. Vi havde vores værelse endnu en nat.

Lørdag morgen den 11. september
var vi klar til afgang, og efter at have pakket cyklerne ind i plastik og anbragt dem i bussens bagagerum kørte vi af sted kl. 8.30. Vi kørte meget af vejen langs den nordspanske kyst helt ude ved vandet. Det var utrolig flot, og nu så vi bjergene på en ny måde. Vi kørte hele dagen, dog med 1½ times pause midt på dagen i Oviedo, mens bussen kørte til Gijon og tilbage igen. Vi ankom til Irun kl. 22.30, og da cyklerne var pakket ud, var næste udfordring at finde et sted at overnatte. Vi spurgte en tilfældig på gaden ved busstationen, og det viste sig, at 100 m herfra var en bar med tilhørende pension. Baren var ved at lukke, men vi nåede at få et værelse og en aflåst garage til cyklerne. Vi var på værelset kl. 23, hvor aftensmaden (flute, pølse og ost) blev indtaget.

Søndag
skulle vi finde en måde at komme de sidste 125 km til bilen på. Vi spurgte i baren og fandt ud af nogle togforbindelser. Hardy tog af sted med toget, og Lillian blev i Irun, hvor vi havde fået lov til at ha´ cyklerne stående i garagen hele dagen. Trods de kun 125 km var Hardy først tilbage med bilen kl. 19.30. Der var lige ventetid mellem to tog på 5 timer i Bayonne, og de sidste 25 km fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles var med en hurtigkørende TAXA. Bilen stod der endnu, og helt som da vi forlod den 14 dage tidligere.
Der var mange dejlige butikker i Irun, hvor shoppegenet kunne komme frem, men det var søndag – og alle butikker var lukket, så det blev ikke denne dag, Visakortet blev luftet.

Da Hardy kom, blev cyklerne hurtigt pakket sammen og lagt bag i bilen, så vi kunne komme nordpå.