Den økologiske cykel

Updated: september 7, 2015

IMG_1016

Tekst: Jan „Stifinder”

Da sæsonen 2014 sluttede, og den gamle Kuota var gjort klar til at overvintre, opstod tanken om en ny racer til 2015 sæsonen. Der er to måder at erhverve en ny cykel på, enten en „stang” model, eller en individuelt opbygget cykel. Det letteste, og billigste, vil være at gå ned til cykelhandleren og pege, men der er en stor tilfredsstillelse i at søge efter og samle stumper sammen for at bygge en cykel op, som ingen andre har magen til. Den sidste mulighed er så absolut den mest spændende, så en stor del af oktober blev brugt foran skærmen surfende på nettet.

Da jeg for et par år siden sad og surfede, faldt jeg over en racercykel med et meget flot stel udført i hårdttræ. Tanken om dette har åbenbart ligget og samlet støv i et fjernarkiv, men nu dukkede den op igen som en mulighed for at få noget helt unikt. Dette førte til en mere intensiv søgning efter stel i alternative materialer. Der er mange mindre stelbyggere, især i USA, der bygger i alternative materialer eller anvender traditionelle materialer utraditionelt. Et af de stel, jeg faldt over, var fra Boo Bicycles. Et efter min mening utroligt flot stel udført i bambus og carbon.

Boo Bicycles har 2 modeller til landevejen, den billige Aluboo med hovedtrekanten udført i bambus og resten i aluminium, og den dyre Boo RS-R, hvor overrør, skrårør, bagstag samt kædestag er i bambus bundet sammen med carbon. RS-R er så absolut den flotteste, men det er jo noget af et sats at købe en cykel i et usædvanligt materiale uden at have fået en prøvetur. Jeg fandt dog et par prøvekørsler på nettet, der lovede godt, så godt, at jeg turde tage chancen. Boo Bicycles sælger RS-R modellen i 4 udstyrs-varianter, men på grund af de danske told og momsafgifter, ville jeg kun købe et stel. Det var dog ikke et problem, de ville gladeligt sælge et stel, problemet var, at de ikke havde et i min størrelse, den næste serie af stel ville blive bygget i januar, og jeg blev lovet det første færdige stel sendt direkte fra stelbyggeren i Vietnam. Og så var det bare at vente.

Og vente – til midt i januar, hvor forgaflen og styrfittings ankom fra USA – og vente. Sidst i januar dukkede stellet endelig op, solidt emballeret i en krydsfinerkasse, juleaften kom tidligt i år. Stellet var fikseret i kassen og omviklet med skumgummi, som efter en kort, men intens kamp, måtte opgive og slippe stellet ud i det fri. Det var første gang, jeg så et bambusstel „in natura”, og jeg blev ikke skuffet, det var lige så flot, som jeg havde håbet på.

IMG_1020
Geardroppet er udskifteligt

Stellet
Boo RS-R er bygget op over et færdigt carbon sadelrør med en diameter på 34,9 mm. Sadelrøret er forbundet med kronrøret med bambus, kronrøret og BB30 Press Fit kranken er i stål, samlingerne mellem de forskellige rør er sket ved at bevikle dem. Bagstag og kædestag er ligeledes i bambus med gaffelender i aluminium, den venstre gaffelende er forsynet med huller til montering af skivebremse (der kan dog også monteres fælgbremse), den højre har udskifteligt geardrop og kan åbnes helt, hvis man vil montere en tand-rem. Full carbon forgaflen fra Enve kan monteres med henholdsvis fælgbremse eller skivebremse.

IMG_1021
Der kan monteres en skivebremse hvis man ønsker det.

Komponenterne
Da bambusstellet er forholdsvis tungt sammenlignet med carbon stel i samme prisklasse, var vægt en stor faktor ved valget af komponenter.

Hjulene er fra American Classic. Det knap 1400 gram lette Sprint 350 Tubeless hjulsæt har, ud over den lave vægt, en lidt bredere fælg, der kan monteres med de bredere dæk, der er på vej frem. Hjulene blev monteret med Continental GP 4000S II 700×25, de er en anelse tungere end 700×23, til gengæld er rullemodstanden noget lavere. Den opmærksomme læser vil måske have lagt mærke til fravalget af slangeløse dæk til et hjulsæt, der er beregnet til dette, men har man en gang stået med en punktering, som tætningsvæsken ikke kunne lukke, har man ikke behov for at opleve det igen, trods de fordele de slangeløse dæk giver.

Sadlen er et andet sted, hvor der kunne spares et par gram. Jeg har gode erfaringer med rene carbon sadler fra AX-Lightness, valget faldt på AX 1000 modellen, en flot og meget elegant sag på under 60 gram. Sadelpind, frempind og styr kommer fra Zipp, mens gear og bremser blev en ældre SRAM Red serie jeg havde liggende, et eller andet sted skulle jeg jo spare. Midt i februar var cyklen samlet, men med salt på vejene var det for tidligt at trække den ud, så jeg måtte væbne mig med tålmodighed.

IMG_1043
Den meget flotte AX 1000 sadel fra AX-Lightness vejer under 60 gram

Når cykelryttere skal sammenligne cykler, er der især to spørgsmål, der går igen. Hvad vejer den, og hvad koster det? Svaret på det første spørgsmål er 7,5 kg med pedaler og alt, det kan jo gøres meget lettere, men på den anden side er det jo ikke specielt tungt. Svaret på det andet spørgsmål er straks vanskeligere. Det kan godt være, at jeg er herre i eget hus, men der er også en finansminister, der har et og andet at skulle have sagt, og hun læser af og til i dette ærværdige magasin, så derfor har jeg afstået fra at tælle regningerne sammen. Prisen på stellet kan jeg dog godt afsløre, cirka $4000 løber det op i inklusiv forgaffel og styrfitting.

På landevejen
Det første indtryk har en tendens til at blive det varige, Boo cyklen gjorde det ikke godt i denne disciplin. De første tråd i pedalerne gav indtryk af en noget træg cykel, men så skete der noget. Det var, som om en fjeder blev udløst og cyklen for afsted, og indtrykket af træghed var pist borte.

Boo RS-R er en yderst velkørende maskine. Det er en fornøjelse at kaste denne cykel ind i en kurve, den er let at manøvrere rundt og følger den valgte kurs uden slinger. De fine kurveegenskaber er ikke opnået ved at gå på kompromis med retningsstabiliteten, cyklen kører ligeud uden at føles nervøs. På bakker mærker man det stive stel, accelererer man stående i pedalerne, har man en kontant følelse af, at al kraften ryger direkte ned i pedalerne.

Men al dette kan man selvfølgelig forvente af alle stel i denne prisklasse, Boo cyklen har, ud over dette, nogle egenskaber jeg ikke har oplevet ved andre cykler. Først og fremmest er det, som om cyklens egenskaber er progressive, jo mere man presser den, des bedre performer den, triller man afsted i moderat tempo er det en lidt lad sag, men er man oppe i fart og kører max, er den helt skarp. Og så er der det med komforten, min „gamle” racer er så stiv, at hvis jeg kører over en mønt ved jeg, hvilken side der vender op. Med Boo cyklen er det helt anderledes, jeg registrerer mønten, men kun lige, og kørsel på den type asfalt, der består af små sten, som normalt generer mange vibrationer, kan jeg dårligt mærke, vibrationerne forsvinder i bambussen, inden de når rytteren.

En sidste ting, der gør, at denne cykel passer mig godt er, at overrøret er en del længere end på mine andre racere. Med forholdsvis korte ben, og en lang overkrop, har jeg måttet kompensere ved at anvende 120 mm lange frempinde. På Boo cyklen er 100 mm nok, dette hjælper til bedre styreegenskaber og en mere kontant fornemmelse for cyklen.

Konklusion
At bygge en racer op fra grunden er aldrig billigt sammenlignet med en færdig cykel fra cykelsmeden, men der er en stor tilfredsstillelse i at gøre det selv. Man kommer til at kende cyklen i alle hjørner og kroge, og så er det muligt at bygge noget, som ingen andre har. Boo RS-R er en unik cykel med en flot finish, et meget anderledes udseende og rigtig gode køreegenskaber kombineret med en super komfort. Det er også en dyr sag, men for mig, er den det hele værd.

Bambus har hjemme i de tropiske fugtige områder i Østasien. De lange stængler er hårde som ben og hule. Bambus har en vandret grenet rodstok med tætte skud. De sidste kan vokse med op til 30 centimeter i døgnet. Der findes dog arter, der kan vokse næsten en meter om dagen. Man har endda observeret en plante, der voksede 121 cm på 24 timer. Bambus kan danne store ufremkommelige skove.

De største bambus kan blive 40 meter høje og 30 centimeter tykke. De blomstrer først, når de bliver cirka 60 år eller med et mellemrum på ca. 60 år mellem blomstringsperioderne. Herefter visner hovedparten af de overjordiske dele af planten. En del planter dør herefter, men de fleste overlever, og der vokser efter kort tid nye skud frem fra det underjordiske rodnet, hvorefter planten fortsætter sin cyklus.

Kort om bambus
Bambus er en samlet betegnelse for græsser fra subtropiske og tropiske egne, der er i stand til at danne ved. Der findes cirka 1000 arter inddelt i omkring 90 slægter.

Jern-bambus

Dendrocalamus strictus
Boo Bicycles anvender Dendrocalamus strictus til deres stel. Dendrocalamus strictus, også kaldet jernbambus, er en bambus i medium størrelse, den bliver mellem 8 og 20 meter høj. De enkelte led er mellem 30 og 45 cm lange med en diameter på 2,5 til 8 cm. Denne bambus kan være næsten massiv, hvis den vokser under tørre betingelser, under fugtigere betingelser bliver den mere tyndvægget. Dendrocalamus strictus foretrækker vækstbetingelser med en relativ lav luftfugtighed, temperaturer mellem 20ºC og 30ºC, og en årlig nedbørsmængde mellem 1000 og 3000 mm.

Dendrocalamus strictus anvendes i papirindustrien, til lette konstruktioner som f.eks stiladser, møbler, musikinstrumenter, husholdningsvarer, bambusplader og vævede artikler. De unge skud kan spises, og løvet anvendes som foder.

Det, der gør bambus stærkt, er et stof kaldet lignin. Dette fungerer som beton i cellevæggen, cellulosen som armeringsjern, det kan sammenlignes med den polymer, der anvendes sammen med carbon, her ville cellulosen svare til carbontrådene. Blandt lignins andre egenskaber finder vi en stor modstandskraft mod svampeangreb, og nok så vigtigt i forbindelse med anvendelsen til cykler, en stor trykstyrke og evne til at dæmpe vibrationer.

Boo Bicycles høster deres bambus på en farm i Vietnam. James Wolf har ansvaret for at udvælge og høste den bambus, der anvendes til et Boo stel. Når bambussen er høstet, skal den tørre 2 måneder i et dertil indrettet lokale. Efter tørringen bliver stængerne stresstestet, stængerne bukkes, og hvis de ikke splintrer, er de klar til produktion. Det er kun omkring halvdelen af de høstede rør, der overlever testen.

Boo Bicycles cykler er i høj grad håndarbejde, cirka 50 timer går der til ved fremstillingen. På Boo Bicycles webside kan man se flere videoer, der viser en smule af den mængde håndarbejder, der skal til, for at fremstille et stel: http://www.boobicycles.com

Kort om Boo Bicycles
Manden bag Boo Bicycles er Nick Frey, der som 12 årig blev smittet med cykelbacillen, da han fik sin første mountainbike. Som 14 årig begyndte han at køre race, 2 år senere kunne han køre et nationalt mesterskab hjem i enkeltstart for mænd i alderen 15-16. På trods af de gode resultater, og tilbud om kontrakter, var uddannelse også vigtig for Nick, der startede på Princeton for at studere Mechanical and Aerospace Engineering.

James-Wolf
James Wolf 

NickFrey
Nick Frey

Som led i et mekanisk designkursus byggede Nick, sammen med tre venner, den første bambuscykel stærkt inspireret af Calfee´s design. Et af de første problemer de rendte ind i, var fremskaffelsen af en passende bambus. På en træningstur langs Delaware floden spottede Nick en bambusskov, og samme nat tog de på plyndringstogt og høstede en passende mængde bambus. Dette første forsøg var ikke helt overbevisende, men Nick så et potentiale i bambus som stelmateriale og fortsatte med at udvikle konceptet og bygge stel til interesserede kunder. På et tidspunkt bliver Nick kontaktet af en amerikaner bosat i Vietnam, James Wolf, har en designuddannelse og adgang til bambus, så fra dette tidspunkt står James for bambushøsten og bygning af stel.