Cykeltræning i Danmark om vinteren

Updated: december 12, 2017

Indendørs cykeltræning versus ude i kulden

Tekst: Iben Madsen – Foto: Søren Madsen

I slutningen af oktober, når de mørke vintermåneder begynder at melde sig, kan det være let at miste motivationen til at komme ud på rammen. Skoovertrækkene, det tykke tøj samt huer og vanter skal findes frem, og man skal have fat i sin vinterracer, da det er de færreste, der har lyst til at udsætte sommercyklen for sne og glatførebekæmpelsesmidler som salt og grus.


Jow, jeg har skam kørt masser af kilometer i regn, blæst og kulde

Hvis man er kørt træt i de store bunker af vasketøj, og de mange timers cykelrengøring, vintercykling fører med sig, kan man overveje indendørs cykling som en mulighed. Der er selvfølgelig fitnesscentrene, der tilbyder mange former for cykeltræning, men i denne artikel vil jeg komme mest ind på mulighederne for at træde i pedalerne derhjemme.

Da jeg startede som motionscyklist i 1999, havde jeg to muligheder for indendørs cykling derhjemme. Det var en hometrainer med 3 belastningstrin, som hverken krævede strøm eller internet, og et sæt ruller, som jeg aldrig blev dus med, fordi jeg var bange for at falde af. Siden dengang har denne form for cykelmotion været inde i en rivende udvikling.

Op igennem nullerne, hvor teknologien og internettet for alvor tog fart, blev der efterhånden mulighed for at gøre den indendørs træning mere interessant. Det skete ved at man koblede sin hometrainer op til pc’en, og tilkøbte software og videoruter, som kunne simulere stigningerne, så man fik fornemmelsen af at være der selv. Det var en stor fremgang, og gav mere motivation og inspiration til at dyrke vintertræningen hjemme i stuen. Det havde dog sine ulemper ved, at det var besværligt med alle disse ledninger, der skulle passe sammen, og i perioder havde jeg så mange tekniske problemer, at jeg næsten gav op, da jeg brugte mere tid på at snakke med support og løse problemer, end på at træne. Der skulle også en ret så heftig pc til, for at kunne køre sammen med softwaren til hometraineren.

Heldigvis er tingene blevet mere enkle, ligesom der er kommet flere udbydere i flere prislag. I dag kræver det kun en telefon/tablet med bluetooth, hvilket de fleste af den slags er udstyret med. Der findes utallige muligheder for at blive udfordret af andre via portaler eller sociale medier. Det er efterhånden kun fantasien der sætter grænser.

Til hjemmetræning foretrækker jeg selv min S-fit motionscykel, som efterhånden er nogle år gammel. Den fungerer både med telefon og PC. Der er elektromagnetisk modstand, og den er så støjsvag, at jeg kan have mine lydbøger kørende på I-Pad’en mens jeg træner. Der er siden blevet udviklet hometrainere, der er ligeså støjsvage. Dem har jeg ikke prøvet, men det er at foretrække med mindst mulig støj, især når man som jeg bor i etageejendom.


På computeren har jeg min cykelrute, og på I-pad’en har jeg min lydbog – så er det hyggeligt at træne

Noget der ligeledes har vundet meget frem indenfor de sidste år, er indendørs cykelløb. I november var jeg med til et sådant arrangement for første gang. Det gik ud på, at der skulle cykles op ad Alpe d’Huez på en X-trainer, en spinningscykel der kunne simulere modstanden. Jeg er ikke teknisk anlagt, men cyklerne var koblet op, så man kunne se hvor i feltet, man befandt sig, hvor langt der var op til nærmeste konkurrent samt watt og stigningsprocent. Jeg vandt bestemt ikke, men det var en super god oplevelse, og bestemt ikke sidste gang, jeg har prøvet det.


Der er smil og overskud inden starten på de 13,7 km op ad Alpe d’Huez

Jeg vil nu prøve at komme ind på fordele og ulemper (hvis der da er nogen) ved indendørs versus udendørs cykling.

Det der med at dårligt vejr ikke findes, men kun forkert påklædning har jeg hørt så tit. Det er i min verden noget sludder, for uanset hvor god påklædningen er, vil man efter et vist antal kilometer på landevejen blive gennemblødt, hvilket medfører, at man kommer til at fryse. Hos os står jeg forholdsvis alene med den holdning, for min mand Søren vil allerhelst ud på lande-vejen og køre sine kilometer.

Fordele ved at blive indendørs:
Ingen punkteringer (i hometrainer kan man dog godt punktere, til gengæld kan man skifte slangen i tørvejr).

Tidsbesparende pga. meget lidt cykelrengøring (man kan nøjes med at tørre sved af).

Man slipper for kedelige styrt på grund af glat føre.

Ved indendørs cykelløb behøver man ikke bekymre sig om, om det regner og stormer på løbsdagen.

Det er bare skønt at cykle indendørs, når vejret er dårligt.

Fordele ved at cykle udendørs:
Man oparbejder robusthed over for vind og vejr, og har man ambitioner om at køre motionscykelløb om foråret, hvor man forventer at komme i mål med forreste gruppe, er der kun en vej: Ud og få vind på næsen.

Mere socialt, da man ofte aftaler at køre flere sammen.

Søren siger nok så klogt: “Hvis man har været ude at cykle i det dårlige vejr, er det meget nemmere at nyde det gode – når det en sjælden gang forekommer i Danmark”.

En ting er sikkert, jeg kommer til at fortsætte med den indendørs cykling, som jeg er blevet rigtig glad for. Det ser ud til at mange andre end jeg har det på samme måde, for der dukker konstant nye muligheder op for at cykle indendørs. Enten hjemme eller i motionscenter. Det bliver interessant at følge udviklingen i fremtiden.