Bygget til bjerge?

Updated: december 5, 2016

Næh – men derfor kan man jo godt drømme om La Marmotte…..!

 bygget-til-bjerge-1

Af Dorte Larsen

I sidste nummer af Cykelmotion Danmark skrev jeg en artikel om Dorte Larsens fantastiske rejse, fra svært overvægtig med en kropsvægt på 160 kg og ned til en normalvægtig person, med et hjerte for cykling. Her er Dortes beretning om hendes store udfordring La Marmotte, hvordan det gik og lidt mere baggrund for hendes beslutning. Jeg må sige, at jeg er pavestolt af, at jeg har fået lov til at være en del af hendes rejse. Jeg er sikker på, at hun vil kunne inspirere mange.

Ole Madsen,Yourbody.dk

Når man som jeg er:
Kvinde. (46 år).
Solidt bygget (79 kg fordelt på 172 cm).

Motionist, og sammenligner man sig så med en typisk bjergrytter (som f.eks. Alberto Contador), som er:
Mand. Ung (33 år).
Mager (62 kg fordelt på 176 cm).

Professionel cykelrytter, virker det ikke særlig oplagt at give sig i kast med et af verdens hårdeste motionscykelløb – La Marmotte, der har en højdeprofil, som ovenfor.

Et løb med 4 Tour de France bjerge – heraf 3 ”uden for kategori” – kan nemt skræmme livet af de fleste danske cykelmotionister.

Og når man så ovenikøbet er bygget til kørsel på flade danske landeveje (mit yndlingsløb er Fjorden Rundt – om Ringkøbing Fjord, der har ca. 7 højdemeter – 2 ved diget i Nymindegab og 5 ved viadukten i Skjern) – hvorfor så i alverden melde sig til La Marmotte?

Det er en længere historie, men her er den korte version:
Det er ikke, fordi jeg har en sportslig fortid. Som barn/ung var jeg absolut ikke noget sportstalent – jeg var for tyk og totalt ude af form, men bogligt stærk og ambitiøs, så mit konkurrenceinstinkt fik jeg afløb for i skolen.

Det manglende sportslige fokus resulterede – sammen med dårlige kostvaner – i, at jeg som 32-årig vejede 160 kg, og – vanen tro – gik i gang med en slankekur 2. januar 2002. Til forskel fra de mange andre ”2. januars-nu-skal-det-være-slankekure”, fik jeg denne gang inddraget cykling. Dog først efter et vægttab på 10 kg, for før kunne jeg ikke holde ud at sidde på en cykelsadel – det var simpelthen som at sidde på nåle. Men jeg fandt en gele-sadel, som jeg monterede på min gamle citybike, og cyklede med det samme en lang tur – 10 km med en lille indlagt pause efter 1 km for at få vejret på den lokale bakke. Nåh ja, bakke er måske så meget sagt – det var en lille lavning ved en bæk.

Men jeg var glad, og tænkte, at hvis jeg kunne cykle 10 km, kunne jeg vel også cykle 12 km. Og så fremdeles. Jeg var godt klar over, at jeg ikke skulle/kunne sammenligne min ”præstation” med andre end mig selv. Jeg kunne ikke vinde over nogen som helst, men jeg kunne da vinde over mig selv.

For mig har det altid handlet om at sætte overliggeren højere og højere. Med cyklingen lå overliggeren godt nok nærmest på jorden til en start, men den blev lige så stille hævet lidt efter lidt. Så i 2004 købte jeg min første racercykel – det var præmien for at runde 100 kg (i nedadgående retning forstås…). Og så var jeg for alvor på rette spor.

I 2006 begyndte jeg så småt at køre motionscykelløb, og jeg var tæt på at græde, da jeg første gang kørte over målstregen i et 100 km-løb. Og i 2012 cyklede jeg med Team Rynkeby til Paris – og kørte over målstregen med en stor klump i halsen – en kæmpe oplevelse rigere. Siden har jeg kørt en del motionsløb, med hurtigere og hurtigere tider – rekorden er 37 km/t i gns. til Vattenfall Cyclassics i Hamburg sidste år.

Jeg er som nævnt solidt bygget, er bomstærk og har stor udholdenhed, og derfor er jeg selvfølgelig bedst på flad vej. Men jeg synes alligevel, det er sjovt at køre i bakker og bjerge, selvom jeg ikke er hurtig. Men jeg var efterhånden blevet bedre og bedre til det. Og La Marmotte havde rumsteret i mit hoved siden jeg ”opdagede” løbet. Var det mon muligt at gennemføre med min ”rytterprofil”?

For mig virkede La Marmotte som det ultimative mål – uopnåeligt da jeg første gang hørte om det, men senere inden for rækkevidde. Og da jeg i efteråret 2015 prøvede først Alpe d’Huez og dagen efter Glandon, og havde en god oplevelse med det, turde jeg godt melde mig til La Marmotte.

Jeg er opdraget med, at ”man kan, hvad man vil” og at ”tro kan flytte bjerge”, men jeg regnede med, at der skulle en større indsats til for at få mig over 4 bjerge af Tour de France-kaliber.

Jeg havde (og har) dyb respekt for løbet, så jeg valgte at gå ”all in” og kontaktede derfor Ole fra Yourbody i Silkeborg og fik ham til at lave et personligt træningsprogram til mig – se sommernummeret af Cykelmotion. Så jeg havde trænet ambitiøst i 8 måneder op til løbet.

Og da jeg spurgte min holdkammerat Jørn Lund (han har vundet bronzemedalje i 100 km holdløb ved OL i Montreal i 1976, så han har stor erfaring og ved, hvad han taler om), om han troede, jeg kunne gennemføre løbet, svarede han: ”Det kan du! – Hvis du kører med hovedet…”. Jeg skulle altså ikke lægge for hårdt ud.


img_0035
Min holdkammerat Jørgen og jeg – klar til start

Jeg havde med den gode sparring i baghovedet lagt en god strategi for løbet sammen med Ole og spurgte også en anden cykelkammerat til råds – en sej kvinde, der har fuldført La Marmotte 6 gange – så jeg synes, jeg var optimalt forberedt, da jeg og en anden af mine holdkammerater, Jørgen, stod ved startstregen lørdag den 2. juli.

Og hvordan var løbet så?
Mit mål var at gennemføre, have en god oplevelse og nyde turen – der kommer jo aldrig en ”første gang” igen. Tiden havde jeg ikke noget forhold til, og jeg ville ikke sætte mig et tidsmæssigt mål. Det ville jo være som at fægte i blinde – jeg anede jo ikke, hvad jeg skulle forvente. Det var måske ikke helt rigtigt, idet løbets ledelse har bedømt, hvad der er ”en god tid”.

La Marmotte har bedømt, at alle, der gennemfører får en bronzetid, og hvis du er hurtigere end foranstående tider, der er kategoriseret efter køn og alder, opnår du en sølvtid (argent på fransk) eller en guldtid (or på fransk). Er du en mand over 66, får du automatisk guldtid ”bare” for at gennemføre. Gad vide hvorfor det ikke gælder kvinder over 66 ….

Så vi kan vel konkludere, at en kvinde på 35-49 må forventes at kunne ”køre lige op” med en mand på 70 …

Der er i det hele taget ikke mange kvinder med til løbet – 254 ud af 6.681 gennemførende deltagere – det er under 4%. Den typiske deltager er da også en veltrænet, mager mand i 40’erne – nemme at spotte i lufthavnen. Jeg ved ikke, hvad de tænkte, da jeg stillede til start, men på elevatorblikkene at dømme virkede det ikke som om, de troede jeg vidste, hvad jeg gik ind til, og de havde vist ikke megen tiltro til, at jeg kunne gennemføre.

img_0042
“Jeg gjorde det!”

Men som min ligeså entusiastisk cyklende veninde, som mange også fejlbedømmer, siger – ”vi lader bare benene tale”. OK, benene råber måske ikke ligefrem, men vi gennemfører da som regel i god stil”.

Så jeg fulgte strategien:

Tjek på udstyret – bjerggear, friske bremser, friske dæk mv.
Fornuftig nedtrapning op til løbet.
Godt med kulhydrater i dagene op til løbet.
Gennemtænkte depotposer (tøj, teknik og energi).
Moderat tempo – det giver sig selv på bjergene, men også moderat puls.
Holde mit eget tempo.
Nok at drikke undervejs.
Nok at spise undervejs.

Jeg havde et rigtig godt løb, jeg havde god energi undervejs og gode ben, selvom det selvfølgelig var megahårdt – på et tidspunkt på Galibier troede jeg, min Garmin var gået i stykker, for km-tælleren var gået i stå ved 112,1 km. Lidt senere viste den dog 112,2 km, og var altså ikke gået i stå – det gik bare langsomt. Der var sne på toppen, regn og pivkoldt, så det var først efter 20-30 kms nedkørsel, at mine tænder holdt op med at klapre.

Der var tidsgrænse for at få lov til at køre ind på Alpe d’Huez, som var sat til kl. 18.30, og jeg rullede ind på stigningen mere end en time før tidsgrænsen, så der var god tid.

Og jeg gennemførte i tiden 10:47 – dvs. en sølvtid. Bedre end jeg havde turdet håbe på.

Så løbet er så absolut den største sportsmæssige præstation, jeg har udført til dato – og en megafed oplevelse. Denne gang var det ikke nok med en klump i halsen, næh, jeg ligefrem hulkede, og tårerne trillede ned ad kinderne, da jeg kørte gennem målbuen – pavestolt af min præstation. Jeg havde troet på, at jeg kunne gennemføre, men jeg vidste det jo ikke. Jeg havde dog for en sikkerheds skyld tømt souvenirbutikken inden løbet og sikret mig en masse cykeltøj med La Marmotte logo – nu kunne jeg fuldt fortjent køre i det.

Min holdkammerat Jørgen havde været mere pessimistisk – han troede ikke på, han kunne gennemføre, så han måtte nøjes med en t-shirt, da han – lige så pavestolt – kunne køre i mål lidt senere.

Vi er to rigtig glade cyklister, der måske skal med igen næste år. Jørgens kæreste blev nemlig syg dagen inden løbet og måtte nedtrykt melde fra, så vil hun med næste år, gør vi hende nok følgeskab …

Husk – ”If you can dream it, you can do it”.