Bormio

Updated: februar 8, 2016

6

Bormio – Her finder man nogle af Alpernes berømteste toppe

Af Peter Christiansen

”Det er den hårdeste stigning, jeg nogensinde har kørt, og på de stejleste steder led jeg frygteligt,” fortalte Lance Armstrong, da han i 2004 første gang stiftede bekendtskab med Mortirolo. Den tolv kilometer lange tur til toppen stiger med 10,5 % i gennemsnit, og enkelte steder når stigningen op på 18 %.

Mortirolo er et af de tre berømte bjerge, man finder ved Bormio. De to øvrige er sagnomspundne Stelvio samt Gavia, der begge er kendt fra Giro d’Italia. Hvor Stelvio er Alpernes næsthøjeste pas, indtager Gavia tiendepladsen.

Der er således rigeligt at gå i gang med, hvis man er i området og har en svaghed for store stigninger, så under årets sommerferie har min kone og jeg sat os for at prøve kræfter med Stelvio.

Ikonisk billede
Der er tre veje til toppen af Stelvio. En del vælger opstigningen fra Bormio-siden, mens opkørslen fra Schweiz er mindre kendt. Men langt de fleste regner turen fra Stelvios nordside – med start i byen Prato – som den ”rigtige”. Det er herfra, man genkender de ikoniske billeder af serpentinervejene, der nærmest ligger oven på hinanden som et sammenrullet snørebånd de sidste seks kilometer mod toppen. At det har kunnet lade sig gøre at konstruere en vej under så vanskelige forhold for 190 år siden er intet mindre end imponerende.

Lidt uden for Prato ligger et spektakulært museum, hvor en kunstner har dekoreret sin grund på begge sider af vejen med forskellige opstillinger af dyrekranier og farvede sten. Vi tager det obligatoriske foto og fortsætter mod toppen. Efterhånden som vi arbejder os op, falder temperaturen, og da vi passerer trægrænsen, er der kun de nøgne klipper tilbage. Det næste, vi kan se over os, er et par imponerende gletsjere, som trods sommertemperaturerne indhyller toppen i kulde.

1
I udkanten af Prato passerer man et ejendommeligt udendørs museum, inden stigningen for alvor tager fat

Den sidste strækning mod toppen er meget spektakulær. Vi cykler ad serpentinervejene med ryttere både over og under os, og vi krydser frem og tilbage hen over den stejle bjergside, hvor man har sprængt store klippepartier væk for at få plads til den smalle vej. Vi er nu i højde med gletsjerne og kan se toppen, der nærmer sig.

Efter knap tre timer er vi oppe, og den lange ensomme køretur afløses af en hektisk stemning på toppen. Musikken drøner ud af højttalerne, og souvenir-butikkerne sælger alt fra kilometersten til ”I did Stelvio-jerseys”. Der er kø ved ”The Original Stelvio Pass Bratwurst-standen”, for her fås solide pølser med sauerkraut, og for nogen er det en passende belønning efter den lange opstigning. Man kan naturligvis også købe vindtætte jakker, så man kan trille de næste 24 kilometer ned uden at risikere forkølelse.

Stelvio er både en stor udfordring og en god oplevelse. Det er specielt at køre på et bjerg, der gemmer på så mange myter – Stelvio er det højeste punkt, Giro’en nogensinde har passeret, og stjerner som Coppi, Hinault og Fuente har triumferet på det berømte bjerg.

2
Over trægrænsen viser de første gletsjere sig

Alle tre bjerge på samme dag
Mens Stelvio mere end rigeligt dækker vores behov og evner, har vores søn, Thomas, planlagt at tage The Stelvio Loop – en rundtur, der indebærer både Stelvio, Mortirolo og Gavia på én gang. Der lægges ud med Stelvio, hvorefter Mortirolo følger. Turen op – med Stelvio siddende i benene – er hård. Fra tredje til niende kilometer ligger stigningen konstant mellem 11 og 14 %, så vi kobler os på som følgebil og langer frisk vand, energibarer og sandwiches ud gennem vinduet.

Vejene er smalle, og op ad Gavia er det kun få steder, to biler kan passere hinanden. Flere steder er vi nødt til at bakke eller parkere hjulene faretruende tæt på kanten, når der kommer modkørende. Men ud på eftermiddagen er turen gennemført, og vi kan alle sætte hak ud for nogle flotte og berømte bjerge, der – i hvert fald for os – har været store udfordringer.

Stelvio Experience
Det er ingen sag at planlægge sin egen tur op over Stelvio, og som nævnt ligger både Gavia og Mortirolo så tæt på Bormio, at det ikke giver problemer at finde vej på egen hånd. Alligevel har det lokale firma Stelvio Experience stor succes med guidede ture i området, og det er der flere grunde til.

Stelvio Experience kører et fast ugeprogram, hvor man eksempelvis kører The Stelvio Loop mandag og Gavia-Mortirolo om onsdagen. Den flok, der har tilmeldt sig, møder op, og så deles man ind i smågrupper efter niveau. Med på turen er en følgebil. Her kan man lægge tørt tøj og vindjakke til nedkørslen, og man er fri for at cykle med madpakke i baglommen. Desuden er følgebilen udstyret med et lille værksted, så der kan foretages reparationer undervejs.

Firmaets guider besidder et grundigt kendskab til området, så turene byder ofte på små afstikkere til steder, man ikke selv ville finde. Når dagens cykeltur og den fælles frokost er overstået, ender man i samlet flok på en af byens sportsbarer, hvor man over en forfriskning snakker dagens oplevelser igennem.

Som en ekstra service tilbydes desuden pick up i lufthavnene i Milano og Bergamo, og man kan leje sin egen personlige cykeltræner til ture i området.

5
Der hviles ud på de fladere stræk

Rigtigt cykelhotel
De gæster, der kommer til Bormio, kommer næsten udelukkende for at dyrke aktiviteter. Et af Europas bedste skiterræner ligger lige uden for døren, og om sommeren flokkes vandrere og cyklister på vejene samt i Nationalpark Stelvios kuperede terræn. Alt dette afspejles også i udbuddet af hoteller, for mens wellness- og luksushoteller er en sjældenhed, råder byen over utallige ”rigtige” sportshoteller, hvor maden er rigelig, og hvor der er cykelværksted i kælderen.

Hotel Adele er sådan et typisk sportshotel. Den daglige leder, Stefano, er tredje generation på hotellet, og han er selv passioneret sportsmand. Stefano cykler, klatrer og løber på ski, og han har en fortid på det italienske landshold i skiskydning. Langt de fleste gæster indtager morgenmaden iført cykeltøj, og når man samles hver aften klokken halv otte til spisning, går snakken livligt mellem bordene omkring dagens udfordringer.

Der serveres tre retter hver aften, og der bydes rundt flere gange, så man går ikke sulten fra bordet. Samtidig er priserne yderst beskedne – en hel liter vin koster fx 8 Euro – så hvis formålet med opholdet i Bormio er aktiviteter kombineret med ægte italiensk atmosfære, kan Hotel Adele klart anbefales. Desuden har Hotel Adele indgået et partnerskab med Stelvio Experience, og hver dag tilbydes gratis bagagetransport, så en tør og vindtæt trøje venter på toppen.

8
Hotel Adele er det første hotel, man møder i Bormio, når man kommer ned fra Stelvio

Fakta

Hotel Adele: www.albergoadele.it

Stelvio Experience: www.stelvioexperience.it
Turistinformation: www.bormio.eu