AaCRM på hjul af Contador & Co.

Updated: februar 27, 2015

AaCRM-foran-hotellet-er-klar-til-første-tur
AaCRM foran hotellet er klar til første tur

Af Torben Andersen

Costa Blanca, Alicante og den spanske østkyst – det må være grisefester, betonhoteller og badedyr! Sådan var min klare overbevisning – eller måske rettere fordom. Indtil foråret 2014.

Aalborg Cykle-Ring Motion (AaCRM) har efterhånden tradition for en ugetur til det spanske i maj måned. På det seneste har Mallorca været rejsemålet. Vores spaniens-ekspert, Manuel, var imidlertid på ferie ved Alicante i 2013 og rekognoscerede herunder området med cykeløjne. Det var han meget begejstret for og overbeviste os om, at AaCRM’s 2014 tur skal gå dertil.

AaCRM’s rutinerede cykelrejse stab går herefter igang. Jens Christian, Manuel, Jan og Bente står for arbejdet. Der er stor tilslutning til turen, så vi er 40 medlemmer, som tager afsted.

Rejsen
Der er direkte fly til Alicante fra Aalborg, så vi er hurtigt dernede. Vi skal bo på Albir Garden Resort mindre end en times kørsel nord for lufthavnen, så den samlede transporttid er dejlig kort.

Til lokal transport kører vi selv i en bus, mens vore 40 cykler læsses på en lastbil. Lastbilen har ingen lift, så chaufføren behøver helt sikkert ikke at gå i fitnesscenter de dage, han kørte for os.

Albir Garden Resort
Vores hotel viser sig at være et rigtigt godt valg. Det er et større kompleks, hvor værelserne ligger i en række bygninger indenfor et indhegnet område med bl.a. en større swimmingpool. Værelserne er fine, og det hele er velholdt. Der er en lang række sportsfaciliteter – men det var vist kun swimmingpoolen vi nåede at benytte os af. Enkelte fik også massage.

Hotellet er vant til at have med sportsfolk at gøre, så vi kan få det, som vi ønsker. Hotellet har erfaring med cykelhold, da adskillige professionelle cykelhold bruger det under vintertræningen i december, januar og februar. Under Vueltaen i 2011 boede mange af cykelholdene også her under etaperne i området.

Vores ”hotel-pakke” kommer til at bestå af morgenmad, som er meget varieret. Aftensmad, som hver aften er en buffet med skiftende retter – inklusiv vin og vand. Endvidere har vi en after-bike-bar sidst på eftermiddagen, hvor vi kan få milk-shakes, frugt og kage – perfekt efter en cykeltur i bjergene.

Albir-Garden-indenfor
Albir Garden indenfor

Cykelområdet
Der er hjemmefra lavet cykelruter for alle 6½ cykeldage. Ruterne er lavet, så alle bliver udfordret. De mest ihærdige når over 800 km og 15.500 højdemeter. For de fleste af os rækker mindre, så vi udelader enkelte sløjfer m.v..

Vi kører typisk i 4 grupper, hvilket giver en passende størrelse af grupperne.

Ude langs kysten er det relativt fladt – ihvertfald syd for Albir. Men så snart vi kører ind i landet, møder vi bjergene. Her er der mange stigninger, som når op i højder omkring 1000 meter. Det er også langs med kysten, at der er tæt befolket. Så snart vi kommer ind i bjergene, er der kun små byer og meget lidt trafik, selv på hovedvejene.

Endnu-et-1000-meter-bjerg-besteget
Endnu et 1000 meter bjerg besteget

Et par af de klassiske pas kommer vi over flere gange i ugens løb. Bl.a. Port de Tudons og Coll de Rates, der benyttes som testbjerge af de professionelle. Kører man Coll de Rates fra nordsiden, kan man i øvrigt få et stempelkort fra cykelhandleren overfor Albir Garden Resort og stemple ved start og slut. Så kan man komme på en rangliste  (http://www.stoppomat.de/). Det fandt vi dog først ud af bagefter.

Hold-1+-på-toppen-af-den-klassiske-Tudons-stigning
Hold 1+ på toppen af den klassiske Tundons stigning

De første par dage benytter vi os af de store hovedveje omkring Albir på vej ind i landet. Vi finder dog snart ud af, at der er små veje, vi kan benytte. Det er nu ikke et problem at køre på de store veje, da der er cykelsti/nødspor, og bilisterne viser hensyn, men det er nu skønnere at køre på små veje uden trafik.

De større veje i bjergene har generelt humane stigningsproenter på 5-7 %. Kører man ind på de helt små veje, varierer stigningerne, og man møder ofte to-cifrede stigningsprocenter – enkelte gange med 2 som første ciffer.

Et par tips til turene:
Der er mange brugbare veje, som ikke er på normale Michelinkort. De har ofte ikke den bedste asfalt, men det opvejes ofte af et fantastisk landskab og total mangel på trafik.

I byerne skal man tage højde for, at holdende bilister regner med, vi holder god afstand, så de åbner bildørene uden at kigge efter cykler. Tilsvarende holder bilisterne så altid god afstand til cyklister, når de passerer.

Mens-vi-venter-på-turens-bedste-sandwich
Mens vi venter på turens bedste sandwich

Skal man have noget til frokost, er det erfaringsmæssigt bedst at finde et sted uden skilte på engelsk og tysk. Jo mere lokalt jo bedre. Den bedste frokost var i en lille landsby, hvor vi søgte efter et frokoststed. Det, vi fandt, lignede ved første blik ikke en café, men der sad en midaldrende mand og småsov ude ved vejen, og bagved kunne vi se nogle borde. Vi var i tvivl, om der var åbent, så vi satte os alle 11 for at se, om der skete noget. Den midaldrende mand gik ind i huset, og ud kom en midaldrende kvinde. Vi fik bestilt sandwich m.v.. Herefter fik vi nogle lækre snacks – oliven, tomat m.v.. Samtidig blev der livlig trafik af kommende biler, en af dem med brød. Det var de bedste sandwich på turen, og det siger en hel del.

Fra-cafeen-i-Alcoleja
Fra cafeen i Alcoleja

Byerne i området
Kysten i området er stærkt præget af turisme. Der er noget for enhver smag. Byen Benidorm syd for Albir ligner betonslum af værste skuffe. Når man ser det, værdsætter man de danske restriktioner om byggeri ved kysterne.

Albir, hvor vi bor, er relativ pæn. Der er en masse tingel-tangel butikker, men nede ved stranden er det flot med pæne caféer. Så er der i øvrigt en norsk koloni. Der er restauranter med norske menukort, bageren overfor hotellet reklamerer med rugbrød, og kiosken har Se & Hør og Hjemmet på norsk.

Altea er par kilometer nord for Albir ser ud til at være den pæneste by. Specielt oppe ved kirken på en bakke inde i byen er det seværdigt med flot udsigt, kirken, torv og caféer.

Stranden-i-Albir
Stranden i Albir

Konklusion
Efter en uge i Albir må jeg sige, at det er et rigtigt fint sted at tage på cykelferie. Det var (i starten af maj) perfekt cykelvejr med sol og temperaturer på godt 20 grader.

Turen var så vellykket, at det ret sikkert vil blive genvalg til både cykelområdet og hotellet i 2015. Der er også stadig mange veje og bjerge i området, vi endnu ikke har udforsket.

Så alle vi deltagere skylder en stor tak til Jens Christian Andersen for at sørge for det praktiske omkring tilmeldinger, bookning af fly med videre; Manuel Rubio for at finde stedet og sørge for aftaler med hotellet og lokal transport; Jan Gerberg Skals for at lave ruter, så alle kan få deres cykellyst styret; og Bente Pedersen for at klare alt det regnskabsmæssige.

Links

http://www.aacrm.dk/

Aalborg Cykle-Ring Motion. Her kan der findes flere oplysninger om turen, ruter, billeder m.v.

http://www.aparthotelalbirgarden.com/en

Albir Garden resort.